Udvalget anbefaler udskillelse af erhvervssygdomsreglerne til en særlov, etablering af et repræsentativt Arbejdsskaderåd og administrativ forenkling ved præcisering af erstatningsregler og overladelser af sagsbehandlingskompetencer til forsikringsselskaberne.
Socialministeren nedsatte den 6. marts 1987 Arbejdsskadeudvalget til en detaljeret gennemgang af arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978, og kommissoriet blev udvidet den 11. juni 1987 med spørgsmålet om at mindske den statslige administration. Udvalget afgav undervejs delindstillinger om fosterskader, administrative forhold og præmiegraduering og afsluttede arbejdet med betænkning nr. 1142 den 1. juli 1988; fosterskadedelen blev udmøntet allerede ved lov nr. 743 af 7. december 1988. Socialministeriet udarbejdede derefter udkast til to selvstændige love — én om arbejdsulykker og én om erhvervssygdomme — med udvidet kompetence til forsikringsselskaberne, begrænset ankeadgang og et Arbejdsskaderåd, men udkastene faldt i høringen, fordi arbejdsmarkedets parter ikke var enige om strukturændringerne, og Justitsministeriet ikke kunne tiltræde administrationsmodellen. Tilbage stod de tekniske forslag, som socialministeren fremsatte som L 168 den 18. december 1991; forslaget blev vedtaget den 14. maj 1992, stadfæstet som lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade og trådte i kraft den 1. januar 1993. Loven gennemførte bl.a. anmeldedatoen som skadedato for erhvervssygdomme og en gennemgående femårsregel for genoptagelse og forældelse — begge dele gælder fortsat i arbejdsskadesikringslovens § 8, stk. 2, og § 41, stk. 2 — mens særloven om erhvervssygdomme, Arbejdsskaderådet og den udvidede selskabskompetence aldrig blev til noget. Området blev senere fulgt op af betænkning nr. 1282/1994, strukturreformen i lov nr. 278 af 13. maj 1998 med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og endelig lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Arbejdsskadeudvalget foretog en detaljeret gennemgang af arbejdsskadeforsikringsloven (ASFL) med henblik på at modernisere erstatningssystemet, forenkle administrationen og styrke samarbejdet med arbejdsmarkedets parter. Udvalget foreslår bl.a., at reglerne om erhvervssygdomme udskilles i en selvstændig lov for at løse de særlige forsikringsmæssige og administrative udfordringer knyttet til disse skader. Der fremsættes desuden forslag til etablering af et Arbejdsskaderåd samt ændringer i sagsbehandlingen for at mindske det statslige administrationsbehov.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Udskil reglerne om erhvervssygdomme fra ASFL i en selvstændig erhvervssygdomslov.
Socialministeriets udkast til en særskilt lov om erhvervssygdomme og en lov om arbejdsulykker blev opgivet, da arbejdsmarkedets parter ikke var enige om strukturændringerne, og lov nr. 390 af 20. maj 1992 samlede i stedet hele området i én lov. Erhvervssygdomme reguleres fortsat sammen med arbejdsulykker, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7.
Etabler et Arbejdsskaderåd bestående af arbejdsmarkedets parter og relevante myndigheder til rådgivning om arbejdsskadeforsikringen.
Der blev aldrig oprettet et Arbejdsskaderåd; hverken lov nr. 390 af 20. maj 1992 eller den gældende arbejdsskadesikringslov indeholder et sådant organ. Det eneste partssammensatte organ på området er fortsat Erhvervssygdomsudvalget, jf. arbejdsskadesikringslovens § 9, hvis opgave alene er at indstille, hvilke sygdomme der optages på erhvervssygdomsfortegnelsen.
Fastlæg anmeldedatoen som den almindelige skadedato for erhvervssygdomme for at sikre objektivitet og administrativ lettelse.
Lov nr. 390 af 20. maj 1992 indførte i § 11, stk. 2, at retsvirkninger, der er knyttet til dagen for en arbejdsskades indtræden, for erhvervssygdomme gælder fra den dag, hvor sygdommen anmeldes; lovforslagets bemærkninger omtaler det som en forenklet regel om fastsættelse af skadedato. Reglen gælder fortsat efter arbejdsskadesikringslovens § 8, stk. 2.
Forenkel frist- og forældelsesreglerne til en generel femårsregel.
Med lov nr. 390 af 20. maj 1992 blev frist- og forældelsesreglerne samlet om en gennemgående femårsregel for genoptagelse og bortfald af krav (§§ 24, 27, 34 og 36, stk. 5), og alle frister for sagsbehandlingen regnes fra anmeldelsesdatoen. Femårsfristen gælder fortsat efter arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2.
Tydeliggør anmeldeblanketterne for at undgå misforståelser mellem anmeldelse af ulykkestilfælde og erhvervssygdomme.
Loven gav chefen for Arbejdsskadestyrelsen udtrykkelig hjemmel til at fastsætte, hvilke oplysninger anmeldelsen skal indeholde, og hvilke blanketter der skal benyttes, og bekendtgørelse nr. 980 af 11. december 1992 fastlagde én anmeldeblanket udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen; samtidig blev anmeldelsesfristen ændret fra 8 til 9 dage for at få fælles frist med Arbejdstilsynet som led i et fælles anmeldesystem. Selve sondringen mellem anmeldelse af ulykkestilfælde og erhvervssygdomme blev derimod ikke løst med særskilte blanketter i loven, men henlagt til administrativ fastsættelse.
Åbn kildenOverlad forsikringsselskaberne en videre kompetence til sagsbehandling for at reducere det statslige administrationsbehov.
Overvejelserne om at udlægge opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til forsikringsselskaberne førte ikke til lovændring, fordi der ikke var politisk opbakning til omstruktureringen af arbejdsskadeforsikringsområdet, jf. bemærkningerne til forslaget til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Lov nr. 390 af 20. maj 1992 fastholdt i § 54, at Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om alle spørgsmål efter loven, og selskabernes kompetence forblev begrænset til bl.a. udgifter til sygebehandling.
Åbn kildenDer var dissens angående anerkendelse af arbejdsskader, hvor arbejdet kun er en medvirkende årsag eller har forværret en sygdom. Mens flertallet fandt, at den hidtidige praksis bør opretholdes, mente LO og SALA, at lidelsen ikke skal anerkendes som arbejdsskade, når det ikke-arbejdsbetingede element har den væsentligste andel i lidelsen.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Socialministeren nedsatte den 6. marts 1987 Arbejdsskadeudvalget til en detaljeret gennemgang af arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978, og kommissoriet blev udvidet den 11. juni 1987 med spørgsmålet om at mindske den statslige administration. Udvalget afgav undervejs delindstillinger om fosterskader, administrative forhold og præmiegraduering og afsluttede arbejdet med betænkning nr. 1142 den 1. juli 1988; fosterskadedelen blev udmøntet allerede ved lov nr. 743 af 7. december 1988. Socialministeriet udarbejdede derefter udkast til to selvstændige love — én om arbejdsulykker og én om erhvervssygdomme — med udvidet kompetence til forsikringsselskaberne, begrænset ankeadgang og et Arbejdsskaderåd, men udkastene faldt i høringen, fordi arbejdsmarkedets parter ikke var enige om strukturændringerne, og Justitsministeriet ikke kunne tiltræde administrationsmodellen. Tilbage stod de tekniske forslag, som socialministeren fremsatte som L 168 den 18. december 1991; forslaget blev vedtaget den 14. maj 1992, stadfæstet som lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade og trådte i kraft den 1. januar 1993. Loven gennemførte bl.a. anmeldedatoen som skadedato for erhvervssygdomme og en gennemgående femårsregel for genoptagelse og forældelse — begge dele gælder fortsat i arbejdsskadesikringslovens § 8, stk. 2, og § 41, stk. 2 — mens særloven om erhvervssygdomme, Arbejdsskaderådet og den udvidede selskabskompetence aldrig blev til noget. Området blev senere fulgt op af betænkning nr. 1282/1994, strukturreformen i lov nr. 278 af 13. maj 1998 med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og endelig lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring.
Socialministeren nedsatte et udvalg, der skulle foretage en detaljeret gennemgang af arbejdsskadeforsikringsloven efter ca. 10 års erfaringer med loven. Kommissoriet bad bl.a. udvalget overveje, om reglerne om erhvervsbetingede sygdomme burde udskilles i en særlig lov, om erstatning for fosterskader og om yderligere præmiedifferentiering.
Ved socialministerens brev af 11. juni 1987 blev kommissoriet udvidet, så udvalget også skulle overveje regelændringer, der kunne mindske behovet for statslig administrativ indsats på arbejdsskadeforsikringsområdet.
Udvalget afgav forlods sin indstilling til socialministeren om, hvorvidt et barn, der har pådraget sig en sygdom som følge af forældrenes arbejde, bør omfattes af arbejdsskadeforsikringsloven.
Udvalget afgav sin redegørelse om administrative forhold til socialministeren — grundlaget for forslagene om at lette den statslige administration, herunder om øget kompetence til forsikringsselskaberne.
Udvalget afgav sin indstilling om præmiegraduering til socialministeren, dvs. om præmiedifferentiering kunne bruges som økonomisk tilskyndelse til et bedre arbejdsmiljø.
Arbejdsskadeudvalget afgav betænkning nr. 1142 om revision af arbejdsskadeforsikringsloven og afsluttede sit arbejde. Et flertal foreslog bl.a. udskillelse af erhvervssygdomsreglerne i en særlov, et Arbejdsskaderåd med arbejdsmarkedets parter, anmeldedatoen som skadedato for erhvervssygdomme og udvidet kompetence til forsikringsselskaberne.
Udvalgets delindstilling om fosterskader blev udmøntet først: lov nr. 743 af 7. december 1988 om ændring af lov om arbejdsskadeforsikring (Erstatning for fosterskader). Det bagvedliggende lovforslag L 71 (1988-89) henviser udtrykkeligt til betænkning nr. 1142.
Socialministeren (Else Winther Andersen) fremsatte forslag til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade til afløsning af arbejdsskadeforsikringsloven. Bemærkningerne angiver betænkning nr. 1142/88 som grundlag, men fastslår samtidig, at overvejelserne om strukturændringer og om at udlægge opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til forsikringsselskaberne ikke gav anledning til lovændringer, fordi der ikke var politisk opbakning — tilbage stod forslag af mere teknisk karakter.
Folketinget vedtog forslaget til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade ved 3. behandling den 14. maj 1992.
Loven blev stadfæstet som lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade. Den samlede fortsat ulykker og erhvervssygdomme i én lov, men gennemførte flere af betænkningens tekniske forslag — bl.a. at retsvirkningerne for erhvervssygdomme regnes fra anmeldelsesdagen (§ 11, stk. 2) og gennemgående femårsfrister (§§ 24, 27, 34 og 36, stk. 5).
Arbejdsskadestyrelsen udstedte med hjemmel i lovens § 19, stk. 2, bekendtgørelse nr. 980 af 11. december 1992 om regler for anmeldelse af arbejdsskader. Anmeldelse skal efter § 4 ske på en blanket udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen med oplysninger fra både arbejdsgiver og den først behandlende læge.
Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade trådte i kraft den 1. januar 1993 og fandt anvendelse på arbejdsulykker indtruffet fra denne dag og på erhvervssygdomme anmeldt fra denne dag, jf. § 69.
Under Folketingets behandling af L 168 var der bred enighed om behovet for at forebygge arbejdsskader, og socialministeren nedsatte derfor et nyt udvalg om strukturen for et mere forebyggende arbejdsskadesystem. Udvalgets betænkning nr. 1282/1994 redegør samtidig for, hvorfor betænkning nr. 1142's strukturforslag ikke blev gennemført.
Med lov nr. 278 af 13. maj 1998 blev der indført en ny struktur på arbejdsskadeområdet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring blev oprettet, og de forsikringstekniske særregler om arbejdsskadeforsikring blev ophævet. Erhvervssygdomme fik dermed deres egen sikrings- og finansieringsordning, men reglerne forblev i den samme lov.
Lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring afløste loven fra 1992. Reglen om, at retsvirkningerne for erhvervssygdomme gælder fra anmeldelsesdagen, og femårsfristen for genoptagelse blev videreført og står i dag i arbejdsskadesikringslovens § 8, stk. 2, og § 41, stk. 2.
Socialministeriet udarbejdede på baggrund af udvalgsarbejdet udkast til forslag til lov om forsikring mod følger af arbejdsulykker og til forslag til lov om forsikring mod følger af erhvervssygdomme med udvidet selskabskompetence og begrænset ankeadgang. Ved høringsrunden var arbejdsmarkedets parter ikke enige om strukturændringerne, og Justitsministeriet kunne ikke tiltræde administrationsmodellen, hvorefter opdelingen blev opgivet.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
