Udvalget foreslår en konsolideret og moderniseret kommunal valglov med konsekvensændringer efter den nye folketingsvalglov samt stramninger af reglerne om tab af valgbarhed ved domfældelse.
Indenrigsministeren nedsatte i september 1983 Valglovsudvalget af 1983, som skulle gennemgå folketingsvalgloven, den kommunale valglov og Europa-Parlamentsvalgloven. Efter at udvalgets første delbetænkning havde dannet grundlag for lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget, afgav udvalget den 15. februar 1988 delbetænkning 2 — betænkning nr. 1138/1988 — med færdige lovudkast til både en ny kommunal valglov og en ny Europa-Parlamentsvalglov. Udkastene blev udmøntet næsten uændret: L 74 blev fremsat 26. oktober 1988, vedtaget 2. december 1988 og stadfæstet som lov nr. 746 af 7. december 1988 med ikrafttræden 1. januar 1989, mens L 107 blev fremsat 17. november 1988, vedtaget 16. februar 1989 og stadfæstet som lov nr. 140 af 8. marts 1989 med ikrafttræden 1. april 1989 og første anvendelse ved kommunalvalget den 21. november 1989. Den nye kommunale valglov gennemførte konsekvensændringerne efter folketingsvalgloven, ophævede reglerne om fredsvalg og udfyldningsvalg og flyttede reglerne om stemmesedlens udformning til bekendtgørelse. Ét kerneforslag blev derimod ikke fulgt: regeringen afviste udvalgets forslag om at erstatte værdighedskravet med faste, objektive strafkriterier og nedlægge Valgbarhedsnævnet — det skete først med lov nr. 242 af 24. marts 2018 om reform af valgbarhedsområdet. Begge 1988/89-love lever videre i dag som kommunal- og regionalvalgloven og Europa-Parlamentsvalgloven.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Valglovsudvalget af 1983 nedsattes med henblik på at gennemgå og forenkle den kommunale valglov samt Europa-Parlamentsvalgloven, uden at ændre det gældende valgsystems principper. Betænkningen indeholder et udkast til ny lov om kommunale valg, der bl.a. harmoniserer reglerne for afstemning og brevstemmeafgivning med den nye folketingsvalglov fra 1987, samt reviderede regler om valgbarhed ved straf. For Europa-Parlamentsvalgloven foretages primært en redaktionel ajourføring i tråd med folketingvalgloven.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør konsekvensændringer i den kommunale valglov for at harmonisere reglerne om afstemning, brevstemmeafgivning og stemmesedlers gyldighed med den nye folketingsvalglov (lov nr. 271 af 13. maj 1987).
Den nye kommunale valglov gennemførte hele rækken af konsekvensændringer efter folketingsvalgloven: afstemningen henlagdes til folketingsvalgets afstemningsområder (§ 51), middagslukningen på afstemningsstederne blev ophævet (§ 52), der indførtes krav om to hjælpere/stemmemodtagere (§§ 55 og 61), og ved flere brevstemmer fra samme vælger tæller nu den sidst afgivne (§ 71).
Åbn kildenRevider reglerne om tab af valgbarhed som følge af straf, herunder indførelse af klare kriterier for værdighedskravet.
Regeringen kunne ikke tilslutte sig udvalgets forslag om at erstatte værdighedskravet med faste strafkriterier og nedlægge Valgbarhedsnævnet; lov nr. 140 af 8. marts 1989 videreførte værdighedskravet og Valgbarhedsnævnet (§§ 4 og 105) med den ene ændring, at en dom afsagt før valgdagen ikke længere medfører tab af valgbarhed. Objektive kriterier i § 4 og nedlæggelsen af Valgbarhedsnævnet kom først med lov nr. 242 af 24. marts 2018.
Afskaf reglerne om fredsvalg i den kommunale valglov.
Lovforslagets bemærkninger fastslår udtrykkeligt, at »reglerne om fredsvalg og udfyldningsvalg ophæves, da de ikke anvendes i praksis«, og den vedtagne lov indeholder ingen bestemmelser om fredsvalg.
Åbn kildenOphæv reglerne om udfyldningsvalg og erstatt dem med mere fleksible bestemmelser om midlertidig udtræden.
Adgangen til at afholde udfyldningsvalg blev ophævet, og i stedet blev adgangen til at besætte en ledig plads med stedfortræder udvidet (§ 104), suppleret af nye regler om genindtræden efter midlertidig fraflytning inden for 6 måneder (§ 102) og om fritagelse for medlemskab (§ 103).
Åbn kildenForetag en redaktionel revision af Europa-Parlamentsvalgloven for at sikre overensstemmelse med den nye folketingsvalglov.
Der blev gennemført en helt ny Europa-Parlamentsvalglov, som stort set er identisk med udvalgets lovudkast, og som gennemgående henviser til folketingsvalglovens regler om valgbestyrelser, afstemning, brevstemmeafgivning og stemmeoptælling (§§ 14, 16, 25, 26 og 28); § 49 ophævede den hidtidige lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 309 af 22. juni 1983.
Åbn kildenOverfør hidtidigt lovstof vedrørende stemmesedlernes udformning til bekendtgørelsesstof.
Begge love nøjes med rammebestemmelser om stemmesedlen og bemyndiger ministeren til at fastsætte de nærmere regler om dens indhold og udformning; bemyndigelsen blev udmøntet i bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg, og bemyndigelsen står uændret i den gældende lovs § 49.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Indenrigsministeren nedsatte i september 1983 Valglovsudvalget af 1983, som skulle gennemgå folketingsvalgloven, den kommunale valglov og Europa-Parlamentsvalgloven. Efter at udvalgets første delbetænkning havde dannet grundlag for lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget, afgav udvalget den 15. februar 1988 delbetænkning 2 — betænkning nr. 1138/1988 — med færdige lovudkast til både en ny kommunal valglov og en ny Europa-Parlamentsvalglov. Udkastene blev udmøntet næsten uændret: L 74 blev fremsat 26. oktober 1988, vedtaget 2. december 1988 og stadfæstet som lov nr. 746 af 7. december 1988 med ikrafttræden 1. januar 1989, mens L 107 blev fremsat 17. november 1988, vedtaget 16. februar 1989 og stadfæstet som lov nr. 140 af 8. marts 1989 med ikrafttræden 1. april 1989 og første anvendelse ved kommunalvalget den 21. november 1989. Den nye kommunale valglov gennemførte konsekvensændringerne efter folketingsvalgloven, ophævede reglerne om fredsvalg og udfyldningsvalg og flyttede reglerne om stemmesedlens udformning til bekendtgørelse. Ét kerneforslag blev derimod ikke fulgt: regeringen afviste udvalgets forslag om at erstatte værdighedskravet med faste, objektive strafkriterier og nedlægge Valgbarhedsnævnet — det skete først med lov nr. 242 af 24. marts 2018 om reform af valgbarhedsområdet. Begge 1988/89-love lever videre i dag som kommunal- og regionalvalgloven og Europa-Parlamentsvalgloven.
Indenrigsministeren nedsatte i september 1983 Valglovsudvalget af 1983 med den opgave at gennemgå folketingsvalgloven, den kommunale valglov og Europa-Parlamentsvalgloven med henblik på en revision af disse love.
Udvalgets første delbetænkning om folketingsvalgloven fra efteråret 1986 dannede grundlag for lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget. Den nye folketingsvalglov blev referencerammen for de konsekvensændringer, delbetænkning 2 skulle foreslå i den kommunale valglov og Europa-Parlamentsvalgloven.
Betænkning nr. 1138/1988 og dermed lovudkastet blev forelagt for Skattedepartementet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark samt Københavns og Frederiksberg Kommuner, og betænkningen blev sendt til samtlige kommuner og amtskommuner, der fik lejlighed til at kommentere lovudkastet.
Valglovsudvalget af 1983 afgav sin anden delbetænkning, »Ny kommunal valglov og ny Europa-Parlamentsvalglov« (betænkning nr. 1138/1988), med færdige udkast til begge love med bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
Indenrigsminister Thor Pedersen fremsatte L 74 (1988-89), forslag til lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet. Forslaget var stort set identisk med udvalgets lovudkast i betænkning nr. 1138/1988.
Indenrigsminister Thor Pedersen fremsatte L 107 (1988-89), forslag til lov om kommunale valg. Forslaget var med enkelte undtagelser identisk med udvalgets lovudkast; udvalgets forslag om ændrede regler om fortabelse af valgbarhed på grund af straf og om forhøjelse af stillerantallet blev ikke medtaget.
Folketinget vedtog forslaget til lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet ved tredjebehandlingen den 2. december 1988.
Den nye Europa-Parlamentsvalglov blev stadfæstet som lov nr. 746 af 7. december 1988 om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De Europæiske Fællesskabers Forsamling).
Loven trådte i kraft den 1. januar 1989, jf. § 49, og ophævede samtidig den hidtidige lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 309 af 22. juni 1983, så den kunne anvendes ved Europa-Parlamentsvalget den 15. juni 1989.
Folketinget vedtog forslaget til lov om kommunale valg ved tredjebehandlingen den 16. februar 1989.
Den nye, konsoliderede kommunale valglov blev stadfæstet som lov nr. 140 af 8. marts 1989 og afløste den kommunale valglov fra 1924 med 26 senere ændringslove.
Loven trådte i kraft den 1. april 1989, jf. § 110, og ophævede samtidig den hidtidige kommunale valglov, jf. lovbekendtgørelse nr. 139 af 26. marts 1985. De hidtidige regler om fortabelse af valgbarhed på grund af straf og om medlemmers udtræden gjaldt dog resten af den løbende valgperiode.
Indenrigsministeriet udstedte bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg med hjemmel i lovens § 49 — den bemyndigelse, der afløste det hidtidige lovstof om stemmesedlernes udformning.
Kommunalbestyrelses- og amtsrådsvalgene blev afholdt tirsdag den 21. november 1989 — den 3. tirsdag i november, som loven nu fastsatte direkte i § 6. Indenrigsministeriet udsendte vejledning nr. 143 af 11. oktober 1989 om valgets afholdelse.
Med lov nr. 242 af 24. marts 2018 om reform af valgbarhedsområdet blev valgbarhedsbetingelserne i den kommunale valglovs § 4 nyaffattet med objektive strafkriterier, og Valgbarhedsnævnet blev nedlagt — det forslag, som valglovsudvalget stillede i 1988, men som regeringen dengang afviste.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
