De intensive husdyrproduktionssystemer bør revideres for at sikre dyrenes adfærds- og fysiologiske behov, hvilket kræver både specifikke tekniske forbedringer og en styrkelse af det juridiske rammeværk gennem et generelt velfærdskriterium.
Betænkning nr. 1126/1988 blev afgivet den 18. januar 1988 af den arbejdsgruppe med professor Preben Willeberg som formand, som Justitsministeriet nedsatte den 6. oktober 1986 som led i den samlede løsning om burhøns og dyrevelfærd, og hvis kommissorium den 5. december 1986 blev udvidet til pelsdyrsektoren. Anbefalingerne blev ført videre af Dyreværnsudvalget, der blev nedsat 19. november 1987 og for landbrugsdyrenes vedkommende udtrykkeligt skulle arbejde på grundlag af Willeberg-udvalgets analyser, og som den 19. december 1988 afgav betænkning nr. 1154/1988 med udkast til en ny dyreværnslov. Justitsminister Hans Engell fremsatte lovudkastet som L 48 den 24. oktober 1990; forslaget bortfaldt ved folketingsvalget, blev genfremsat uændret som L 39 den 9. januar 1991, vedtaget den 31. maj 1991 med 58 stemmer mod 9 og stadfæstet som lov nr. 386 af 6. juni 1991 med ikrafttræden 1. september 1991. Loven indfriede hovedanbefalingen om et generelt velfærdskriterium (§ 1 og § 2) og oprettede både Det Dyreetiske Råd (§ 25) og — efter ændringsforslag under udvalgsbehandlingen — et særligt sagkyndigt råd vedrørende dyreværnsspørgsmål (§ 26) samt skærpede tilsynskrav. De internationale mindstekrav til staldmiljøet er siden gennemført ved bl.a. lov nr. 404 af 26. juni 1998 om indendørs hold af drægtige søer og gylte, bekendtgørelse nr. 533 af 17. juni 2002 om beskyttelse af æglæggende høner og lov nr. 1562 af 20. december 2006, mens velfærdskriteriet i dag står i dyrevelfærdslovens § 2. Anbefalingerne om dyreværnssagkyndige i administrationen og om forskning og undervisning er kun delvis udmøntet i retsregler — først med dyrevelfærdsrejseholdet fra 2009 og uddannelseskravene fra 2018.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Justitsministeriets arbejdsgruppe analyserede i 1988 de intensive produktionssystemer inden for kvæg-, svine-, fjerkræ- og pelsdyrsektorerne med henblik på en vurdering af dyrenes velfærd og forsvarighed. Udvalget konkluderede, at flere eksisterende systemer medførte betydelige stressbelastninger og adfærdsproblemer hos dyrene, og foreslog derfor en række konkrete ændringer i staldindretning, driftsformer og lovgivning. Forslagene omfattede bl.a. indførelse af et generelt velfærdskriterium i dyreværnsloven, oprettelse af et sagkyndigt rådgivningsorgan samt øget fokus på forskning og undervisning.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør et generelt velfærdskriterium i dyreværnsloven som supplement til de specifikke bestemmelser.
Den samlede revision af dyreværnsloven i 1991 erstattede 1950-lovens detailregulering med en generel norm: § 1 om, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, suppleret af § 2 om omsorgsfuld behandling under hensyntagen til dyrenes fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Kriteriet er videreført uændret i dyrevelfærdslovens §§ 2-3.
Etabler et sagkyndigt, rådgivende organ vedrørende husdyrvelfærd.
1991-loven oprettede både Det Dyreetiske Råd (§ 25) og — efter justitsministerens ændringsforslag under udvalgsbehandlingen — et særligt råd vedrørende dyreværnsspørgsmål (§ 26), hvis formand og medlemmer skulle være særligt sagkyndige inden for dyreværnsmæssige spørgsmål. Dyreværnsrådet blev nedlagt pr. 1. januar 2016, og rådgivningsopgaven ligger nu hos Det Dyreetiske Råd, jf. dyrevelfærdsloven § 38.
Ansæt dyreværnssagkyndige i den offentlige administration for at styrke tilsynet.
Tilsynet blev styrket ved lov: 1991-loven indførte krav om dagligt tilsyn og årligt dyrlægetilsyn i erhvervsmæssige dyrehold og gav politiet adgang til at medtage en sagkyndig, og fra 2009 blev Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsrejsehold og tematiserede kontroller lovfæstet og finansieret. Der er derimod ikke fastsat regler, der forpligter myndighederne til at ansætte dyreværnssagkyndige som en selvstændig personalekategori i administrationen.
Udvid forskningen inden for husdyrvelfærd og integrer emnet i landbrugsundervisningen.
Undervisningsdelen er lovfæstet: der kan stilles krav om uddannelse i dyrevelfærd for besætningsansvarlige, og kurserne skal i omfang svare til de dyrevelfærdsemner, der indgår i landbrugsuddannelsen. Forskningsdelen hviler derimod alene på administrative initiativer — bl.a. Videncenter for Dyrevelfærd fra 2010 — og ikke på en lovbestemt forskningsforpligtelse.
Implementer internationale rekommandationer fra Europarådet og EF-direktiver om mindstekrav til staldmiljøet.
1991-loven havde udtrykkeligt til formål at skabe grundlag for at gennemføre de rekommandationer, der er vedtaget under den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål, og § 4 gav hjemmel til administrativt at fastsætte krav til dyrs opholdsrum, når de følger af internationale forpligtelser. Kravene er siden gennemført ved en række love og bekendtgørelser om svin, æglæggende høner og kvæg, senest bekendtgørelse nr. 818 af 15. juni 2023 om mindstekrav til hold af æglæggende høner.
Åbn kildenBetænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1126/1988 blev afgivet den 18. januar 1988 af den arbejdsgruppe med professor Preben Willeberg som formand, som Justitsministeriet nedsatte den 6. oktober 1986 som led i den samlede løsning om burhøns og dyrevelfærd, og hvis kommissorium den 5. december 1986 blev udvidet til pelsdyrsektoren. Anbefalingerne blev ført videre af Dyreværnsudvalget, der blev nedsat 19. november 1987 og for landbrugsdyrenes vedkommende udtrykkeligt skulle arbejde på grundlag af Willeberg-udvalgets analyser, og som den 19. december 1988 afgav betænkning nr. 1154/1988 med udkast til en ny dyreværnslov. Justitsminister Hans Engell fremsatte lovudkastet som L 48 den 24. oktober 1990; forslaget bortfaldt ved folketingsvalget, blev genfremsat uændret som L 39 den 9. januar 1991, vedtaget den 31. maj 1991 med 58 stemmer mod 9 og stadfæstet som lov nr. 386 af 6. juni 1991 med ikrafttræden 1. september 1991. Loven indfriede hovedanbefalingen om et generelt velfærdskriterium (§ 1 og § 2) og oprettede både Det Dyreetiske Råd (§ 25) og — efter ændringsforslag under udvalgsbehandlingen — et særligt sagkyndigt råd vedrørende dyreværnsspørgsmål (§ 26) samt skærpede tilsynskrav. De internationale mindstekrav til staldmiljøet er siden gennemført ved bl.a. lov nr. 404 af 26. juni 1998 om indendørs hold af drægtige søer og gylte, bekendtgørelse nr. 533 af 17. juni 2002 om beskyttelse af æglæggende høner og lov nr. 1562 af 20. december 2006, mens velfærdskriteriet i dag står i dyrevelfærdslovens § 2. Anbefalingerne om dyreværnssagkyndige i administrationen og om forskning og undervisning er kun delvis udmøntet i retsregler — først med dyrevelfærdsrejseholdet fra 2009 og uddannelseskravene fra 2018.
Retsudvalget afgav beretning over forslag til folketingsbeslutning om vilkårene for ægproduktion og stop for import af burhønseæg (FT 1985-86, tillæg B, sp. 2401). Beretningen omtalte landbrugsministerens notat om en samlet løsning, der bl.a. forudsatte nedsættelse af en særlig arbejdsgruppe under Justitsministeriet om de intensive produktionssystemer.
Justitsministeriet nedsatte som led i den samlede løsning en arbejdsgruppe med professor Preben Willeberg som formand. Gruppen skulle i fortsættelse af Jepsen-udvalgets betænkning nr. 868/1979 analysere de intensive produktionsformer inden for kvæg-, svine- og fjerkræsektoren med henblik på en stillingtagen til forsvarligheden af produktionsformerne.
Justitsministeriet anmodede arbejdsgruppen om tillige at analysere de intensive produktionssystemer inden for pelsdyrsektoren med henblik på en stillingtagen til forsvarligheden af denne produktionsform.
Justitsministeriet nedsatte Dyreværnsudvalget, der skulle udarbejde forslag til en ny dyreværnslov. For de dyr, der holdes til landbrugsformål, skulle udvalgets arbejde udtrykkeligt ske på grundlag af Willeberg-udvalgets arbejde — dvs. den betænkning, der blev afgivet to måneder senere.
Arbejdsgruppen afgav betænkningen om intensive produktionsformer inden for landbruget. Den anbefalede bl.a. et generelt velfærdskriterium i dyreværnsloven, et sagkyndigt rådgivende organ, at tremmekalveproduktion ikke bør vinde indpas, at fiksering af søer undgås, og at brugen af æglægningsbure afvikles, når tilfredsstillende alternativer er markedsført.
Dyreværnsudvalget afsluttede sit arbejde med betænkning nr. 1154/1988 om dyreværn. Lovudkastets §§ 1-2 indeholdt det generelle velfærdskriterium og omsorgspligten under hensyn til dyrenes fysiologiske og adfærdsmæssige behov, og udkastet indarbejdede Europarådets rekommandationer om bl.a. svin og fjerkræ.
Willeberg-udvalget afsluttede den udvidede del af opgaven med en rapport om pelsdyrproduktion. Udvalget anbefalede, at forskningen i pelsdyrenes velfærd blev fortsat og styrket, og pegede særligt på ræveproduktionen som utilfredsstillende i sin daværende form.
Justitsminister Hans Engell fremsatte forslag til dyreværnslov (L 48, 1990-91, 1. samling). Forslaget byggede på betænkning nr. 1154/1988, som for landbrugsdyrenes vedkommende hvilede på betænkning nr. 1126/1988, og indeholdt velfærdskriteriet i § 1 og omsorgspligten i § 2. Forslaget bortfaldt ved folketingsvalget i december 1990.
Justitsminister Hans Engell genfremsatte forslaget til dyreværnslov uændret som L 39 i 1990-91 (2. samling). Loven skulle bl.a. skabe grundlag for at gennemføre de rekommandationer, der er vedtaget under den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål.
Lovforslaget blev 1. behandlet sammen med SF's konkurrerende forslag L 61 og derefter henvist til Retsudvalget.
Retsudvalget afgav betænkning. Loven fik sin endelige udformning gennem ændringsforslag fra justitsministeren om bl.a. nedsættelse af et særligt råd vedrørende dyreværnsspørgsmål og om skærpet tilsyn med dyr.
Lovforslaget blev 2. behandlet, og der var direkte overgang til 3. behandling.
Folketinget vedtog lovforslaget med 58 stemmer (KF, V, CD, RV og KRF) mod 9 (FP), mens 60 (S og SF) hverken stemte for eller imod.
Dyreværnsloven blev stadfæstet. § 1 fastslår, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, og § 2 pålægger enhver, der holder dyr, at behandle dem omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
Loven afløste lov om værn for dyr fra 1950. Ud over velfærdskriteriet indførte den Det Dyreetiske Råd (§ 25), det særlige sagkyndige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål (§ 26), krav om dagligt tilsyn og årligt dyrlægetilsyn i erhvervsmæssige dyrehold (§ 3) samt bemyndigelse til at fastsætte krav til dyrs opholdsrum (§ 4).
Lov nr. 404 af 26. juni 1998 fastsatte ved lov mindstekrav til staldforhold for søer og begrænsede fikseringen af søer — et af de forhold, betænkningen havde peget på som utilfredsstillende i svinesektoren.
Bekendtgørelse nr. 533 af 17. juni 2002 fastsatte de dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af æglæggende høner, herunder arealkrav i bure — reglerne er senere afløst af bekendtgørelse nr. 818 af 15. juni 2023.
Lov nr. 1562 af 20. december 2006 ændrede lovene om udendørs hold af svin, om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin og om indendørs hold af drægtige søer og gylte med det udtrykkelige formål at gennemføre Europarådets reviderede rekommandation om svin.
Lov nr. 500 af 12. juni 2009 indførte påbudsordning, betaling for opfølgende besætningskontrol og en årlig afgift til dækning af dyrevelfærdsrejseholdets tematiserede kontroller — en institutionalisering af den dyreværnsfaglige kontrol i den offentlige administration.
Fødevarestyrelsen etablerede Videncenter for Dyrevelfærd (ViD), der finansierer og formidler forskningsprojekter om dyrevelfærd, herunder om formidling af dyrevelfærd på landbrugsuddannelsen.
Lov nr. 533 af 29. april 2015 nedlagde Det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål og Rådet vedrørende hold af særlige dyr med virkning fra 1. januar 2016. Rådgivningen af ministeren ved fastsættelse af regler blev samtidig overført til Det Dyreetiske Råd.
Lov om ændring af dyreværnsloven og lov om hold af dyr (uddannelseskrav og offentliggørelse af kontrolresultater) indsatte en ny § 7 med hjemmel til uddannelseskrav om dyrevelfærd for besætningsansvarlige. Kravet er udmøntet i bekendtgørelse nr. 2245 af 30. november 2021, hvorefter uddannelsen i omfang skal svare til dyrevelfærdsemnerne i landbrugsuddannelsen.
Lov nr. 133 af 25. februar 2020 om dyrevelfærd samlede reglerne i en ny hovedlov. Velfærdskriteriet fra 1991-lovens § 1 er videreført uændret i § 2, omsorgspligten i § 3 og Det Dyreetiske Råd i § 38.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
