Udvalget anbefaler indførelse af et fælles, kollegialt ankenævn som almindelig klageinstans for arealafgørelser under Miljøministeriet og efter byggeloven, hermed afskaffelse af ministeranken og harmonisering af procesreglerne.
Arealudvalget, som miljøministeren nedsatte 30. oktober 1984, afgav i juni 1987 delbetænkning 2 (betænkning nr. 1120) med forslag om ét fælles ankenævn for arealafgørelserne under Miljøministeriet og byggeloven, afskaffelse af ministeranken, harmoniserede procesregler og som udgangspunkt kun én administrativ klageinstans. Forslagene blev udmøntet ad to spor: byggelovens toinstanssystem blev afskaffet ved ankereformen i lov nr. 270 af 2. maj 1990, hvor kommunale byggesager alene kan påklages til statsamtet og kun om retlige spørgsmål, mens Miljøministeriets store lovreform — fremsat første gang 18. januar 1990 og gennemført med lov nr. 358 og lov nr. 388 af 6. juni 1991 samt lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse — samlede klagesagerne på natur-, plan-, råstof- og vandløbsområdet i det nye Naturklagenævn med endelige afgørelser, ensartede klageregler og en formand med dommerkvalifikationer. Ønsket om at fritage ministeren for enkeltsager blev kun delvist fulgt i 1992, hvor nævnet afgjorde de principielle klager og ministeren resten; først med lov nr. 19 af 13. januar 1997 blev naturbeskyttelseslovens § 85 ophævet, så nævnet fra 1. juli 1997 blev eneste klageinstans. Et helt fælles nævn for både miljø-, areal- og byggesager blev derimod aldrig gennemført: miljøbeskyttelsesloven beholdt sit eget Miljøklagenævn, og byggelovsklagerne forblev uden for nævnssystemet. Nævnene blev senere lagt sammen i Natur- og Miljøklagenævnet pr. 1. januar 2011 og delt igen i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet pr. 1. februar 2017, mens byggelovsklager siden 1. januar 2019 behandles i Nævnenes Hus.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Arealudvalget undersøger i denne delbetænkning det eksisterende ankesystem inden for Miljøministeriets arealrelaterede lovgivning og byggeloven med henblik på at forenkle og harmonisere ordningen. Udvalget konkluderer, at systemet er uoverskueligt og foreslår et fælles ankenævn som almindelig klageinstans, mens ministeren fritages for enkelsagsbehandling. Forslaget indebærer en generel harmonisering af de ankeprocessuelle regler samt en begrænsning af klageretten til én instans.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør et fælles ankenævn som almindelig klageinstans for afgørelser inden for Miljøministeriets arealrelaterede lovgivning og byggeloven.
Der blev oprettet ét fælles klagenævn — Naturklagenævnet — som klageinstans for naturbeskyttelses-, plan-, råstof- og vandløbsområdet, men miljøbeskyttelsesloven beholdt sit eget nævn (Miljøklagenævnet, jf. lov nr. 358 af 6. juni 1991), og byggelovens klagesager blev holdt uden for nævnssystemet og henlagt til statsamtet, i dag Nævnenes Hus.
Åbn kildenFritag miljøministeren for behandling af enkeltsager (ophæv ministeranken).
Ved reformen i 1991-92 blev klagesagerne delt, så Naturklagenævnet afgjorde de principielle sager og miljøministeren de øvrige, men ministerens klagesagsbehandling blev ophævet ved lov nr. 19 af 13. januar 1997 med virkning fra 1. juli 1997, og i dag træffes klageafgørelserne af de uafhængige nævn, jf. bl.a. naturbeskyttelseslovens § 78.
Åbn kildenHarmoniser de ankeprocessuelle regler (klagefrister, klageberettigelse, opsættende virkning m.v.) tværgående for de omfattede love.
Miljøministeriets lovreform gav de nye hovedlove ensartede klagekapitler med bl.a. generel 4-ugers klagefrist, fælles kreds af klageberettigede og opsættende virkning af rettidig klage — forarbejderne til planloven henviser udtrykkeligt til delbetænkning 2's forslag om en generel 4-ugers klagefrist — men harmoniseringen blev gennemført lov for lov og ikke ved en generel tværgående lov, og byggeloven fik sine egne klageregler ved ankereformen i 1990.
Åbn kildenBegræns klageadgangen principielt til én administrativ instans.
Byggelovens toinstanssystem med amtsrådet som 1. ankeinstans og Byggestyrelsen som 2. ankeinstans blev afskaffet i 1990, så kommunale byggesager kun kan påklages én gang og kun om retlige spørgsmål, og på miljø- og arealområdet fastslog reformlovene tilsvarende, at klageinstansens afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Sikr at formanden for ankenævnet altid er en jurist med dommerkvalifikationer.
Naturklagenævnets formand og viceformænd skulle opfylde de almindelige betingelser for at være landsdommer, men efter nævnsreformen i 2017 kræves alene juridisk kandidateksamen af formanden, jf. § 2, stk. 2, i både lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet og lov om Planklagenævnet, hvor dommere i stedet deltager som medlemmer.
Åbn kildenBetænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Arealudvalget, som miljøministeren nedsatte 30. oktober 1984, afgav i juni 1987 delbetænkning 2 (betænkning nr. 1120) med forslag om ét fælles ankenævn for arealafgørelserne under Miljøministeriet og byggeloven, afskaffelse af ministeranken, harmoniserede procesregler og som udgangspunkt kun én administrativ klageinstans. Forslagene blev udmøntet ad to spor: byggelovens toinstanssystem blev afskaffet ved ankereformen i lov nr. 270 af 2. maj 1990, hvor kommunale byggesager alene kan påklages til statsamtet og kun om retlige spørgsmål, mens Miljøministeriets store lovreform — fremsat første gang 18. januar 1990 og gennemført med lov nr. 358 og lov nr. 388 af 6. juni 1991 samt lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse — samlede klagesagerne på natur-, plan-, råstof- og vandløbsområdet i det nye Naturklagenævn med endelige afgørelser, ensartede klageregler og en formand med dommerkvalifikationer. Ønsket om at fritage ministeren for enkeltsager blev kun delvist fulgt i 1992, hvor nævnet afgjorde de principielle klager og ministeren resten; først med lov nr. 19 af 13. januar 1997 blev naturbeskyttelseslovens § 85 ophævet, så nævnet fra 1. juli 1997 blev eneste klageinstans. Et helt fælles nævn for både miljø-, areal- og byggesager blev derimod aldrig gennemført: miljøbeskyttelsesloven beholdt sit eget Miljøklagenævn, og byggelovsklagerne forblev uden for nævnssystemet. Nævnene blev senere lagt sammen i Natur- og Miljøklagenævnet pr. 1. januar 2011 og delt igen i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet pr. 1. februar 2017, mens byggelovsklager siden 1. januar 2019 behandles i Nævnenes Hus.
Miljøministeren nedsatte Arealudvalget, der skulle gennemgå og forenkle Miljøministeriets arealrelaterede lovgivning, herunder samspillet mellem planlægningstrinnene og behovet for harmonisering af ankereglerne.
Udvalgets kommissorium blev suppleret, så anden lovgivning — herunder byggeloven — skulle inddrages i udvalgets anden fase om ankesystemet.
En arbejdsgruppe under udvalget afgav sin rapport om ankesystemerne på Miljøministeriets og byggelovens område; rapporten dannede grundlag for delbetænkningen.
Arealudvalget afgav delbetænkning 2 om det fremtidige ankesystem med forslag om ét fælles, kollegialt ankenævn med juridisk formand, afskaffelse af ministeranken, harmonisering af de ankeprocessuelle regler og som udgangspunkt kun én administrativ klageinstans.
Boligministeren fremsatte lovforslag L 73 om ændring af byggeloven, brandloven og kommuneplanloven. Ankereformen skulle afskaffe amtsrådene som 1. ankeinstans og Byggestyrelsen som 2. ankeinstans og gøre statsamtet til eneste klageinstans for retlige spørgsmål.
Miljøministeren fremsatte reformpakken med forslag til lov om råstoffer, miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, planlægning og vandløb samt et selvstændigt forslag til lov om naturklagenævnet. Klagekapitlerne bygger bl.a. på Arealudvalgets delbetænkning 2, herunder forslaget om en generel 4-ugers klagefrist og om, at en afgørelse kun kan påklages én gang.
Folketinget vedtog ankereformen på byggelovens område. Byggelovens § 23 blev nyaffattet, så kommunalbestyrelsens afgørelser kun kan påklages om retlige spørgsmål og kun til statsamtet, hvis afgørelse ikke kan påklages videre.
Ankereformen blev stadfæstet som lov nr. 270 af 2. maj 1990. Klageadgangen efter byggeloven blev dermed begrænset til én administrativ instans, men byggesagerne blev ikke henlagt til et fælles ankenævn som foreslået i betænkningen.
Efter genfremsættelse i oktober 1990 og folketingsvalget i december 1990 fremsatte miljøministeren pakken på ny, herunder L 78 forslag til lov om Naturklagenævnet med et uafhængigt nævn, hvis formand og viceformænd skulle opfylde betingelserne for at være landsdommer.
Lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse videreførte Miljøankenævnet som Miljøklagenævnet med indskrænket kompetence, og lov nr. 388 af 6. juni 1991 om planlægning henlagde landzoneklagerne til det kommende Naturklagenævn og indførte 4-ugers klagefrist og forbud mod klage i to administrative instanser.
Lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse oprettede i kapitel 12 Naturklagenævnet som fælles klagemyndighed på natur-, plan-, råstof- og vandløbsområdet. Formand og viceformænd skulle opfylde betingelserne for at være landsdommer (§ 80, stk. 2), nævnets afgørelser blev endelige (§ 82), mens § 85 fastholdt, at miljøministeren afgjorde de klager, nævnet ikke fandt principielle.
Med lovens ikrafttræden begyndte Naturklagenævnet at virke og afløste Overfredningsnævnet som klageinstans på fredningsområdet.
Folketinget vedtog ændringen af naturbeskyttelsesloven og råstofloven, som blev stadfæstet som lov nr. 19 af 13. januar 1997. Naturbeskyttelseslovens § 78 blev nyaffattet, nævnsformanden fik kompetence til at afgøre ikke-principielle klager, og § 85 om miljøministerens klagesagsbehandling blev ophævet.
De nye klageregler trådte i kraft, så Naturklagenævnet blev eneste administrative klageinstans efter naturbeskyttelsesloven og råstofloven, og miljøministeren ikke længere afgjorde enkeltsager som klagemyndighed.
Ved lov nr. 483 af 11. maj 2010 om Natur- og Miljøklagenævnet og følgeloven lov nr. 484 af 11. maj 2010 blev Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet lagt sammen til ét nævn — et skridt tættere på betænkningens idé om ét fælles ankenævn på området.
Lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet og lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet trådte i kraft. De to nævn sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus, og kravet til formanden blev samtidig lempet til juridisk kandidateksamen.
Ved lov nr. 1711 af 27. december 2018, § 35, blev klagemyndigheden efter byggelovens §§ 23 og 24 ændret fra Statsforvaltningen til Nævnenes Hus. Byggelovsklagerne behandles fortsat adskilt fra plan- og miljønævnene.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.