Udvalget anbefaler en strukturel reformering og effektivisering af den statslige kulturdiplomati gennem etablering af et centralt koordinationsorgan og en mere målrettet indsats for at integrere kulturformidling som et aktivt element i udenrigs- og erhvervspolitikken.
Kultureksportudvalget blev nedsat den 24. november 1980 af ministeren for kulturelle anliggender i samråd med udenrigsministeren og undervisningsministeren og afgav efter godt seks års arbejde og tre formænd betænkning nr. 1106 om kultureksport i maj 1987 med adm. direktør Peter Augustinus som formand. Betænkningen krævede ingen lovgivning og blev fulgt op ad administrativ vej: kulturformidlingen i udenrigstjenesten blev decentraliseret i 1987, og Kontaktorganet for kulturformidling i udlandet blev nedsat med repræsentanter for de tre ministerier og sekretariat i Udenrigsministeriet. Kulturminister Ole Vig Jensen gjorde status i redegørelse nr. R 6 af 6. december 1989 til Folketinget, som blev forhandlet i Folketingssalen den 31. januar 1990; her blev det bekræftet, at kontaktorganet var nedsat og havde fået midler, at et statsensemble og et litteraturinformationscenter var etableret efter udvalgets forslag, og at kulturaftalerne blev afbureaukratiseret. De mest udgiftskrævende forslag blev derimod ikke gennemført — forslaget om at sælge Danmarks Hus i Paris og oprette en kultureksportfond af provenuet blev opgivet efter stærk modstand, og der kom hverken en femårig forsøgsordning med ti udsendte kulturattachéer eller et selvstændigt forum mellem Udenrigsministeriets handelsafdeling og koordinationsorganet. Betænkningens koordinationstanke har til gengæld holdt: den er ført videre gennem Internationalt Kultursekretariat (2001), samarbejdsaftalerne mellem Udenrigsministeriet og Kulturministeriet fra 2007 og 2011 og Det Internationale Kulturpanel fra 2010.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Kultureksportudvalget (Betænkning nr. 1106) blev nedsat i 1980 med det formål at vurdere og foreslå effektiviseringer af Danmarks kulturformidlende arbejde i udlandet samt koordineringen mellem de involverede statslige organer. Udvalget analyserer den eksisterende organisatoriske struktur, kulturaftalerne, lektoratsordningen og specifikke kunstformer samt sammenligner danske ordninger med udenlandske modeller. Betænkningen konkluderer, at der er behov for en styrket samlet strategi og bedre koordination for at øge dansk kulturs synlighed og bidrage til landets omdømme og eksportinteresser.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Etabler et centralt koordinationsorgan for at sikre sammenhæng i det kulturformidlende arbejde mellem Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet og Ministeriet for Kulturelle Anliggender.
Kontaktorganet blev nedsat med repræsentanter for de tre ministerier og sekretariat i Udenrigsministeriet, netop som betænkningen foreslog, og kulturministeren bekræftede over for Folketinget den 31. januar 1990, at organet var nedsat og havde fået midler at arbejde med. Koordinationsfunktionen er siden videreført i Internationalt Kultursekretariat (2001), samarbejdsaftalen mellem Udenrigsministeriet og Kulturministeriet og Det Internationale Kulturpanel (2010).
Åbn kildenStyrk samarbejdet mellem kulturlivet og erhvervslivet ved at institutionalisere dialogen, f.eks. via et forum mellem Udenrigsministeriets handelsafdeling og koordinationsorganet.
Der blev ikke oprettet et selvstændigt forum mellem Udenrigsministeriets handelsafdeling og koordinationsorganet; opgaven blev i stedet lagt hos Kontaktorganet, som ifølge kulturministerens redegørelse fra december 1989 skulle kortlægge mulighederne for et øget samspil mellem erhvervslivet og kulturområdet. Først med Det Internationale Kulturpanel i 2010 blev erhvervsministeriet og erhvervsrettede operatører som VisitDenmark, Dansk Design Center og Dansk Arkitekturcenter faste deltagere i den tværministerielle koordination.
Åbn kildenEvaluer og rationaliser de bilaterale kulturaftaler og lektoratsordningen med henblik på større effekt og relevans for den aktuelle udenrigspolitiske dagsorden.
Begge ordninger blev rationaliseret, men uden en samlet offentliggjort evaluering: Danmark afstod fra at indgå nye kulturaftaler og gennemførte sonderinger for at smidiggøre og reducere forhandlingerne om handlingsprogrammerne, mens lektoratsordningen i 1989 blev omlagt, så sendelektorernes opgaver blev afgrænset til sprogundervisning og kulturformidling. Kravet om, at sendelektorerne skal stå til rådighed for formidling af dansk sprog og kultur i samarbejde med andre danske kulturformidlingsaktiviteter, er i dag fastsat i bekendtgørelse om Lektoratsordningen § 3, og kulturaftalerne blev bevaret og forhandles fortsat centralt.
Øg fokus på multilateralt samarbejde inden for rammerne af UNESCO, Europarådet og CSCE for at maksimere Danmark's indflydelse og synlighed.
Regeringen fastholdt og beskrev i redegørelsen fra december 1989 en aktiv multilateral linje — bl.a. oprettelsen af en fond for film- og tv-produktion i Europarådsregi, ratifikation af Europarådets antidopingkonvention og opfølgning på CSCE's kulturforum med symposiet i Kraków i 1990 — og kulturministeren fremhævede i Folketinget, at opgaverne bedst løses inden for de eksisterende organer som Europarådet, Nordisk Råd, EF og UNESCO. Der blev derimod ikke tilført nye ressourcer eller etableret en særskilt multilateral prioritering, og tyngden i det efterfølgende arbejde flyttede sig mod EF/EU og det nordiske samarbejde frem for UNESCO og CSCE.
Åbn kildenUndersøg mulighederne for at inddrage fonde og private aktører i højere grad i den samlede kulturformidlingsindsats.
Betænkningens konkrete model — salg af Danmarks Hus i Paris og oprettelse af en dansk kultureksportfond af provenuet, administreret af kontaktorganet — blev opgivet, da salgsforslaget mødte stærk modstand, og regeringen i stedet valgte at arbejde for en langtidsudlejning af huset. Til gengæld blev det en fast opgave for kontaktorganet at rejse alternative midler, kulturministeren tilkendegav i 1989-90, at privat medfinansiering var meget velkommen, og fonds- og partnerfinansiering er siden blevet en bærende del af den statslige kulturudvekslingsmodel.
Åbn kildenBetænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Kultureksportudvalget blev nedsat den 24. november 1980 af ministeren for kulturelle anliggender i samråd med udenrigsministeren og undervisningsministeren og afgav efter godt seks års arbejde og tre formænd betænkning nr. 1106 om kultureksport i maj 1987 med adm. direktør Peter Augustinus som formand. Betænkningen krævede ingen lovgivning og blev fulgt op ad administrativ vej: kulturformidlingen i udenrigstjenesten blev decentraliseret i 1987, og Kontaktorganet for kulturformidling i udlandet blev nedsat med repræsentanter for de tre ministerier og sekretariat i Udenrigsministeriet. Kulturminister Ole Vig Jensen gjorde status i redegørelse nr. R 6 af 6. december 1989 til Folketinget, som blev forhandlet i Folketingssalen den 31. januar 1990; her blev det bekræftet, at kontaktorganet var nedsat og havde fået midler, at et statsensemble og et litteraturinformationscenter var etableret efter udvalgets forslag, og at kulturaftalerne blev afbureaukratiseret. De mest udgiftskrævende forslag blev derimod ikke gennemført — forslaget om at sælge Danmarks Hus i Paris og oprette en kultureksportfond af provenuet blev opgivet efter stærk modstand, og der kom hverken en femårig forsøgsordning med ti udsendte kulturattachéer eller et selvstændigt forum mellem Udenrigsministeriets handelsafdeling og koordinationsorganet. Betænkningens koordinationstanke har til gengæld holdt: den er ført videre gennem Internationalt Kultursekretariat (2001), samarbejdsaftalerne mellem Udenrigsministeriet og Kulturministeriet fra 2007 og 2011 og Det Internationale Kulturpanel fra 2010.
Ministeren for kulturelle anliggender nedsatte i samråd med udenrigsministeren og undervisningsministeren et udvalg, der skulle vurdere den danske indsats på det kulturformidlende arbejde over for udlandet. Udvalget, der antog navnet Kultureksportudvalget, fik direktør Niels-Jørgen Kaiser som første formand.
Efter at direktør Niels-Jørgen Kaiser havde ønsket sig fritaget, blev udenrigsråd, ambassadør Preben Hansen beskikket som formand for Kultureksportudvalget. Udvalget havde da påtaget sig at gennemføre det danske program under det fællesnordiske kulturfremstød "Scandinavia Today" i USA.
Udvalgets sammensætning blev reorganiseret, og adm. direktør Peter Augustinus overtog formandskabet. Betænkningen omtales siden i forvaltningen som "Augustinus-rapporten".
Ved en strukturrationalisering i udenrigstjenesten blev arbejdet med kulturformidling decentraliseret, så indsatsen blev lagt på repræsentationernes direkte formidling af støtte til de danske styrelser og institutioner, der forestår de kulturelle aktiviteter. Omlægningen faldt sammen med betænkningens forslag om at effektivisere Udenrigsministeriets koordinerende rolle.
Efter 55 møder afgav Kultureksportudvalget betænkning nr. 1106 om kultureksport. Formandens forord er dateret 4. april 1987, og betænkningen blev underskrevet af udvalgets medlemmer den 12. maj 1987. Hovedforslagene var et tværministerielt kontaktorgan med sekretariat i Udenrigsministeriet, udsendelse af kulturattachéer i en femårig forsøgsperiode samt salg af Danmarks Hus i Paris til finansiering af en dansk kultureksportfond.
Som foreslået i betænkningen blev der nedsat et kontaktorgan med repræsentanter for Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet og Ministeriet for Kulturelle Anliggender suppleret med eksterne medlemmer og med sekretariat i Udenrigsministeriet. Organet fik til opgave at kortlægge det kulturelle samarbejde med udlandet, koordinere indsatsen emnemæssigt og geografisk og afdække mulighederne for øget samspil mellem erhvervsliv og kulturområde.
Lektoratsordningen blev omlagt, så finansieringen ikke længere fulgte danske lønforhold, og så sendelektorernes arbejdsopgaver blev afgrænset til sprogundervisning og kulturformidling, mens forskning kun indgår efter det udenlandske universitets ønske. Omlægningen svarede til betænkningens ønske om at målrette lektoratsordningen mod kulturformidlende virkning.
Kulturminister Ole Vig Jensen afgav redegørelse nr. R 6 om den danske kulturudveksling med udlandet, hvor han gjorde status over betænkningens forslag: et statsensemble var etableret "helt i overensstemmelse med udvalgets forslag", et litteraturinformationscenter var under oprettelse, kontaktorganet var nedsat, og kulturaftalerne blev afbureaukratiseret. Forslaget om at sælge Danmarks Hus i Paris og bruge provenuet til kulturfremstød blev opgivet efter stærk modstand, og ministeren konstaterede, at den økonomiske situation ikke var den bedst tænkelige for de mere udgiftskrævende forslag i kultureksportbetænkningen.
Betænkning nr. 1209 "Udenrigstjenesten mod år 2000" fra Kommissionen af 1. april 1989 om udenrigstjenesten henviste udtrykkeligt til Betænkningen om Kultureksport af 1987 (Augustinus-rapporten) og konstaterede, at Kontaktorganet for kulturformidling i Udlandet var oprettet, men lod det stå åbent, om koordineringsbehovet dermed var tilgodeset.
Folketinget forhandlede redegørelse R 6. Ordførerne drøftede direkte kultureksportbetænkningens skæbne, og SF kritiserede, at koordinationsorganet først var nedsat efter et par år og manglede midler. Kulturministeren bekræftede, at kontaktorganet mellem Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet var nedsat, og at der nu var afsat midler til det.
Koordinationstanken fra betænkningen blev videreført med etableringen af Internationalt Kultursekretariat, finansieret i fællesskab af Kulturministeriet og Udenrigsministeriet, og med den første formaliserede samarbejdsaftale mellem de to ministerier. Sekretariatet blev nedlagt igen i 2003, hvor opgaverne overgik til Kunststyrelsen og det nye Statens Kunstråd.
De to ministerier indgik en samarbejdsaftale om varetagelsen af Danmarks internationale kulturudveksling med en fælles styregruppe på kontorchefniveau — den tværministerielle koordinationsmodel, som betænkningen havde efterlyst.
Som led i regeringens strategi for en styrket internationalisering af dansk kulturliv fra juni 2010 blev Det Internationale Kulturpanel nedsat som et forpligtende, koordinerende organ på tværs af Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og erhvervsressortet med deltagelse af bl.a. Det Danske Kulturinstitut, Det Danske Filminstitut, Dansk Arkitekturcenter og Dansk Design Center. Panelet skal fastlægge treårige strategiske handlingsplaner for Danmarks kulturudveksling med udlandet.
Udenrigsministeriet og Kulturministeriet fornyede samarbejdsaftalen med virkning fra 1. januar 2011. Kunststyrelsen blev operatør og sekretariat for styregruppen og fik bl.a. ansvaret for forhandling af kulturaftaler og -programmer samt for fordelingen af repræsentationernes rådighedsbeløb til kulturelt arbejde.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
