Den gældende sociallovgivning er utilstrækkeligt afpasset efter de mindre selvstændiges forhold, hvilket kræver målrettede lovændringer på flere områder samt styrket vejledning og administrativ klarhed.
Socialministeren nedsatte den 19. september 1985 Udvalget om de mindre selvstændige erhvervsdrivende og den sociale lovgivning, der efter bl.a. en konference i november 1986 afgav betænkning nr. 1103 den 8. april 1987. Betænkningen fik konkret lovgivningsmæssig virkning i folketingsåret 1988-89, hvor tre lovforslag udmøntede dens centrale forslag: L 163 om lønaftale mellem ægtefæller (lov nr. 198 af 29. marts 1989), L 209 om ændrede regler for selvstændige erhvervsdrivende (lov nr. 364 af 7. juni 1989) og L 212 om minimumsydelse til selvstændige erhvervsdrivende (lov nr. 271 af 3. maj 1989). L 209's bemærkninger henviser udtrykkeligt til betænkning nr. 1103 som grundlag for den generelle mindstesats på 2/3 af højeste dagpenge, der blev indsat som § 51, stk. 5, i arbejdsløshedsforsikringsloven, mens L 212 gengiver betænkningens overvejelser om en minimumsydelse ved sygdom og barsel. De administrative dele blev udmøntet med bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989, hvis § 4 for første gang gav den medarbejdende ægtefælle adgang til dagpenge og efterløn, selv om ægtefællen fortsætter virksomheden — dog kun i nærmere opregnede tilfælde. Der blev ikke indført en pristalsregulering af beregningsgrundlaget eller en lempelse af arbejdsløshedskassernes ansvar ved ændrede afgørelser, og bibeskæftigelsesreglerne blev først forenklet med bekendtgørelse nr. 822 af 12. oktober 1993 som led i arbejdsmarkedsreformen.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget undersøgte, hvordan social- og arbejdsmarkedslovgivningen virker i praksis for de mindre selvstændige erhvervsdrivende, og konstaterede, at reglerne primært er afpasset efter lønmodtagere og derfor skaber usikkerhed og administrative vanskeligheder. Betænkningen foreslår en række konkrete ændringer inden for sygedagpenge, social pension, kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge og efterløn for bedre at tilgodese den selvstændiges situation. Desuden anbefales forbedret information, uddannelse af sagsbehandlere og overvejelser om etablering af særlige forsikringsordninger.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør en minimumssats for arbejdsløshedsdagpenge til selvstændige og muliggør pristalsregulering af beregningsgrundlaget.
Mindstesatsen blev indført fuldt ud: selvstændige, der har drevet virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår og været forsikret i samme periode, får dagpenge og efterløn med et fast beløb på 2/3 af højeste dagpenge, og lovforslagets bemærkninger henviser udtrykkeligt til betænkning nr. 1103. Derimod indeholder loven ingen pristalsregulering af selve beregningsgrundlaget — mindstesatsen blev valgt som løsning i stedet, idet den følger den årlige regulering af dagpengemaksimum.
Forenkle reglerne for bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed og lemp ansvaret for arbejdsløshedskasser ved ændrede afgørelser.
Der blev skabt hjemmel til en kombinationsforsikring for personer med både lønarbejde og selvstændig virksomhed, ligesom væsentlighedskriteriet og karantænereglerne for selvstændige blev forenklet; selve regelsættet om bibeskæftigelse blev dog først omskrevet med bekendtgørelse nr. 822 af 12. oktober 1993. Der blev ikke gennemført nogen lempelse af arbejdsløshedskassernes ansvar ved ændrede afgørelser.
Ændre reglerne for efterløn, således at en medarbejdende ægtefælle kan gå på efterløn, selvom den anden ægtefælle fortsætter med at drive virksomheden.
Et medlem, der udtræder af en virksomhed, som ægtefællen fortsætter, kan efter bekendtgørelsens § 4 anses for ophørt og dermed opnå dagpenge og overgang til efterløn. Adgangen gælder dog kun i opregnede tilfælde — bortfaldet arbejdsfunktion, overtagelse ved anden arbejdskraft, samlivsophævelse ved separation eller skilsmisse samt kraftigt faldende omsætning — og ikke som den generelle ret, betænkningen anbefalede.
Åbn kildenSikre den medarbejdende ægtefælle en mere selvstændig status med valg mellem lønaftale eller partnerstatus for at undgå urimelig indflydelse fra skatteoverførsler på sociale ydelser.
Ægtefæller, der begge deltager i driften, kan nu vælge mellem overførsel af overskud som medarbejdende ægtefælle og en lønaftale med skattemæssig virkning, hvor den medarbejdende ægtefælle betragtes som lønmodtager; lovforslagets formål var udtrykkeligt at give den medarbejdende ægtefælle en mere selvstændig status og forbedre stillingen ved tildeling af sociale ydelser, herunder syge- og barseldagpenge, førtidspension og delpension. Partner-/medejerstatus er i dag hjemlet i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, om fri fordeling af virksomhedens resultat mellem ægtefæller.
Forbedre informationen om sociale rettigheder for selvstændige og øge sagsbehandleres indsigt i regnskabsforhold gennem specialiseret uddannelse.
Informationsdelen blev delvist indfriet ved, at udvalget udarbejdede og udsendte håndbogen »Sociallovgivningen og den selvstændige erhvervsdrivende — Gennemgang af regler og praksis« til de selvstændiges organisationer som arbejdsredskab for rådgiverne. Der blev derimod ikke fastsat regler om eller etableret en særskilt uddannelsesordning, der giver kommunale sagsbehandlere specialiseret indsigt i selvstændiges regnskabsforhold.
Åbn kildenBetænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Socialministeren nedsatte den 19. september 1985 Udvalget om de mindre selvstændige erhvervsdrivende og den sociale lovgivning, der efter bl.a. en konference i november 1986 afgav betænkning nr. 1103 den 8. april 1987. Betænkningen fik konkret lovgivningsmæssig virkning i folketingsåret 1988-89, hvor tre lovforslag udmøntede dens centrale forslag: L 163 om lønaftale mellem ægtefæller (lov nr. 198 af 29. marts 1989), L 209 om ændrede regler for selvstændige erhvervsdrivende (lov nr. 364 af 7. juni 1989) og L 212 om minimumsydelse til selvstændige erhvervsdrivende (lov nr. 271 af 3. maj 1989). L 209's bemærkninger henviser udtrykkeligt til betænkning nr. 1103 som grundlag for den generelle mindstesats på 2/3 af højeste dagpenge, der blev indsat som § 51, stk. 5, i arbejdsløshedsforsikringsloven, mens L 212 gengiver betænkningens overvejelser om en minimumsydelse ved sygdom og barsel. De administrative dele blev udmøntet med bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989, hvis § 4 for første gang gav den medarbejdende ægtefælle adgang til dagpenge og efterløn, selv om ægtefællen fortsætter virksomheden — dog kun i nærmere opregnede tilfælde. Der blev ikke indført en pristalsregulering af beregningsgrundlaget eller en lempelse af arbejdsløshedskassernes ansvar ved ændrede afgørelser, og bibeskæftigelsesreglerne blev først forenklet med bekendtgørelse nr. 822 af 12. oktober 1993 som led i arbejdsmarkedsreformen.
Socialministeren nedsatte Udvalget om de mindre selvstændige erhvervsdrivende og den sociale lovgivning med opgave at undersøge, hvordan social- og arbejdsmarkedslovgivningen virker i praksis for de mindre selvstændige. Også de selvstændiges organisationer var repræsenteret i udvalget.
Udvalget afholdt en konference om erfaringerne fra arbejdet med de mindre selvstændige erhvervsdrivendes særlige sociale problemer. Konferencen blev sammen med håndbogen »Sociallovgivningen og den selvstændige erhvervsdrivende« det empiriske grundlag for betænkningens forslag.
Udvalget afgav betænkning nr. 1103 med den konklusion, at sociallovgivningen ikke i tilstrækkeligt omfang er afpasset efter de mindre selvstændiges forhold. Betænkningen foreslog bl.a. en minimumssats i arbejdsløshedsforsikringen, ændrede efterlønsregler for medarbejdende ægtefæller og en mere selvstændig status til den medarbejdende ægtefælle.
De nye kontanthjælpsregler i bistandsloven trådte i kraft. Udvalget havde netop peget på bistandslovens §§ 37 og 40-42 som vanskelige at anvende for selvstændige med svingende indtægter og formue bundet i virksomheden.
Et udvalg nedsat af arbejdsministeren i august 1987 afgav betænkning nr. 1149 om reform af reglerne om arbejdsløshedsforsikring af selvstændige erhvervsdrivende. Betænkningen videreførte bl.a. forslaget om en generel mindstesats, som betænkning nr. 1103 havde anbefalet.
Skatteministeren fremsatte L 163 om ændring af kildeskatteloven (Lønaftale mellem ægtefæller). Formålet var udtrykkeligt — ud over det skattemæssige — at give den medarbejdende ægtefælle mulighed for at opnå en mere selvstændig status og forbedre situationen ved tildeling af ydelser efter den sociale lovgivning.
Arbejdsministeren fremsatte L 209 om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Lovforslagets bemærkninger henviser udtrykkeligt til Socialministeriets betænkning nr. 1103 som grundlag for forslaget om en generel mindstesats for dagpenge og efterløn til selvstændige.
Socialministeren fremsatte L 212 om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Minimumsydelse til selvstændige erhvervsdrivende). Bemærkningerne gengiver betænkning nr. 1103's konstatering af, at selvstændiges indtægter svinger mere end lønmodtageres, og at en minimumsydelse kan afhjælpe problemerne ved sygdom.
Folketinget vedtog L 163 om lønaftale mellem ægtefæller ved tredjebehandlingen.
Loven om ændring af kildeskatteloven (Lønaftale mellem ægtefæller) blev stadfæstet. Med den nye § 25 A, stk. 7, kan ægtefæller vælge en lønaftale med skattemæssig virkning i stedet for overførsel af overskud til medarbejdende ægtefælle.
Folketinget vedtog L 212 om minimumsydelse til selvstændige erhvervsdrivende ved tredjebehandlingen efter andenbehandlingen den 18. april 1989.
Loven om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel blev stadfæstet. Selvstændige med frivillig sikring efter § 28 sikres herefter syge- og barseldagpenge på mindst 2/3 af det højeste dagpengebeløb.
Folketinget vedtog L 209 om ændrede regler for selvstændige erhvervsdrivende ved tredjebehandlingen.
Loven om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. blev stadfæstet. Den indførte bl.a. mindstesatsen på 2/3 af højeste dagpenge til selvstændige (§ 51, stk. 5), lovfæstede den medarbejdende ægtefælles ret til forsikring som selvstændig og skabte hjemmel til kombinationsforsikring (kapitel 8 a, § 45).
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen udstedte bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989, som udmøntede de administrative lempelser, der var varslet i L 209. Bekendtgørelsens § 4 fastlægger, hvornår et medlem, der udtræder af en virksomhed, som ægtefællen fortsætter, anses for ophørt og dermed kan få dagpenge og overgå til efterløn.
Lov nr. 364 af 7. juni 1989 og bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989 trådte i kraft. Samtidig fik lov nr. 198 af 29. marts 1989 om lønaftale mellem ægtefæller virkning.
Arbejdet med de selvstændiges sociale vilkår blev videreført i betænkning nr. 1204/1990 om selvstændige erhvervsdrivendes pensionsforhold, der behandlede den del af problemkredsen, betænkning nr. 1103 ikke havde afdækket.
Lov nr. 271 af 3. maj 1989 trådte i kraft, så frivilligt sikrede selvstændige fik ret til en minimumsydelse ved sygdom og barsel uafhængigt af den konkrete indtægt.
Reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed blev samlet i et nyt regelsæt med bekendtgørelse nr. 822 af 12. oktober 1993 som led i arbejdsmarkedsreformen. Først her blev den forenkling af bibeskæftigelsesreglerne, betænkning nr. 1103 havde efterlyst, gennemført i praksis.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
