Specialundervisningens vækst bør begrænses ved at forebygge læsevanskeligheder gennem målrettet indsats i den almindelige undervisning og ved at centralisere specialpædagogisk bistand i specialcentre.
Undervisningsminister Bertel Haarder nedsatte den 22. februar 1984 et udvalg med Birgit Darr som formand, der skulle forklare væksten i folkeskolens specialundervisning og afgrænsningen til den almindelige undervisning; udvalget afgav betænkning nr. 1092 i februar 1987. Betænkningen blev udmøntet i to trin: dels ved lov nr. 435 af 13. juni 1990 (lovforslag L 203, fremsat 14. marts 1990 og vedtaget ved 3. behandling den 1. juni 1990), hvor folkeskolelovens § 11, stk. 2, fik den nye affattelse om, at henvisning til specialundervisning, som ikke er af foreløbig karakter, sker efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med eleven og forældrene, dels ved bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 og vejledning nr. 137 af samme dato, der trådte i kraft 1. august 1990. Undervisnings- og Forskningsministeriet oplyste udtrykkeligt, at de nye regler var udarbejdet på grundlag af bl.a. betænkning nr. 1092, og at de syv hidtidige handicapopdelte regelsæt »i overensstemmelse med betænkningen« blev afløst af ét fælles regelsæt, hvorved 13 ældre bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger blev ophævet. Derimod blev forslagene om flere dansktimer på 3. og 4. klassetrin og om specialcentre ikke gjort bindende — de blev fremhævet som lokale muligheder i ministeriets vejledning, efter at maksimumtimetallene var ophævet og adgangen til supplerende undervisning udvidet. Kernen fra 1990 er fortsat gældende ret: ordlyden om henvisning »som ikke er af foreløbig karakter« blev videreført uændret i den nye folkeskolelov (lov nr. 509 af 30. juni 1993) og står i dag i folkeskolelovens § 12, stk. 2, mens det fælles specialundervisningsregelsæt er blevet fornyet flere gange, første gang med bekendtgørelse nr. 448 af 10. juni 1999.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget blev nedsat for at analysere årsagerne til det stigende ressourceforbrug og den øgede henvisning til specialundervisning i folkeskolen samt belyse afgrænsningen mod den almindelige undervisning. Udvalget konkluderer, at svagere elevers behov bedst imødekommes gennem ændringer i den almindelige undervisnings struktur og indhold frem for udvidelse af specialtilbudene. Hovedforslagene omfatter en styrkelse af danskundervisningen på mellemtrinnet, etablering af specialcentre med rådgivningsfunktion og en stramning af reglerne for henvisning til specialundervisning.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør yderligere timer i danskundervisningen på 3. og 4. klassetrin for at styrke de grundlæggende færdigheder hos svage elever.
Der blev ikke fastsat et bindende nationalt timetal for dansk på 3. og 4. klassetrin; i stedet ophævede lov nr. 435 af 13. juni 1990 maksimumtimetallene i folkeskolelovens § 14, stk. 1, og udvidede adgangen til supplerende undervisning i § 4, stk. 6. I vejledning nr. 137 af 16. juli 1990 anfører Undervisnings- og Forskningsministeriet, at der »i overensstemmelse med betænkningens forslag« kan afsættes flere dansktimer til alle i 3. og 4. klasse — altså som en lokal mulighed, ikke som en pligt.
Åbn kildenEtabler specialcentre for specialundervisning, der fungerer som rådgivnings- og støtteenheder for skolerne.
Specialcentret blev optaget og anbefalet i Undervisnings- og Forskningsministeriets vejledning nr. 137 af 16. juli 1990, der med direkte henvisning til betænkningen beskriver et center bestående af skolelederen, en medarbejder fra pædagogisk-psykologisk rådgivning og lærerrepræsentanter, som løbende behandler henvendelser om elever i vanskeligheder. Hverken folkeskoleloven eller bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 gør specialcentre obligatoriske — vejledningen regulerer gennemgående kun, hvad der gælder, »hvis der ved skolen er oprettet et specialcenter«.
Åbn kildenStram kriterierne for henvisning til specialundervisning og indfør en ordning med foreløbig henvisning for at sikre tidlig opfølgning.
Folkeskolelovens § 11, stk. 2, blev nyaffattet, så »henvisning til specialundervisning, som ikke er af foreløbig karakter, sker efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med eleven og forældrene«, og bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 fastsatte en skærpet indstillings- og vurderingsprocedure (§ 3), den foreløbige specialundervisning med krav om pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis forløbet strækker sig ud over 3 uger (§ 4), og en årlig stillingtagen til fortsættelse, ændring eller ophør (§ 6). Ordlyden om »foreløbig karakter« står fortsat uændret i folkeskolelovens § 12, stk. 2.
Omstrukturer regelsættet for specialundervisning for at tydeliggøre ansvaret og samarbejdet mellem den almindelige undervisning og specialområdet.
De syv hidtidige regelsæt, der hver især angik en bestemt funktionsnedsættelse, blev afløst af ét fælles regelsæt, idet bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 ophævede 13 ældre bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger. Vejledning nr. 137 af 16. juli 1990 fastslår, at det fælles regelsæt er udarbejdet »i overensstemmelse med betænkningen«, og at specialpædagogisk bistand først iværksættes, når vanskelighederne ikke kan afhjælpes inden for rammerne af den almindelige undervisning.
Åbn kildenBetænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Undervisningsminister Bertel Haarder nedsatte den 22. februar 1984 et udvalg med Birgit Darr som formand, der skulle forklare væksten i folkeskolens specialundervisning og afgrænsningen til den almindelige undervisning; udvalget afgav betænkning nr. 1092 i februar 1987. Betænkningen blev udmøntet i to trin: dels ved lov nr. 435 af 13. juni 1990 (lovforslag L 203, fremsat 14. marts 1990 og vedtaget ved 3. behandling den 1. juni 1990), hvor folkeskolelovens § 11, stk. 2, fik den nye affattelse om, at henvisning til specialundervisning, som ikke er af foreløbig karakter, sker efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med eleven og forældrene, dels ved bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 og vejledning nr. 137 af samme dato, der trådte i kraft 1. august 1990. Undervisnings- og Forskningsministeriet oplyste udtrykkeligt, at de nye regler var udarbejdet på grundlag af bl.a. betænkning nr. 1092, og at de syv hidtidige handicapopdelte regelsæt »i overensstemmelse med betænkningen« blev afløst af ét fælles regelsæt, hvorved 13 ældre bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger blev ophævet. Derimod blev forslagene om flere dansktimer på 3. og 4. klassetrin og om specialcentre ikke gjort bindende — de blev fremhævet som lokale muligheder i ministeriets vejledning, efter at maksimumtimetallene var ophævet og adgangen til supplerende undervisning udvidet. Kernen fra 1990 er fortsat gældende ret: ordlyden om henvisning »som ikke er af foreløbig karakter« blev videreført uændret i den nye folkeskolelov (lov nr. 509 af 30. juni 1993) og står i dag i folkeskolelovens § 12, stk. 2, mens det fælles specialundervisningsregelsæt er blevet fornyet flere gange, første gang med bekendtgørelse nr. 448 af 10. juni 1999.
Undervisningsminister Bertel Haarder nedsatte et udvalg med Birgit Darr som formand, der skulle analysere årsagerne til det stigende ressourceforbrug og den øgede henvisning til specialundervisning og belyse afgrænsningen mellem specialundervisningen og den almindelige undervisning.
Udvalget afgav Betænkning vedrørende folkeskolens specialundervisning (nr. 1092) med forslag om flere dansktimer på 3. og 4. klassetrin, specialcentre på skolerne, strammere henvisningskriterier med en ordning om foreløbig henvisning samt ét samlet regelsæt for specialundervisningen.
Med lov nr. 348 af 24. maj 1989 blev styrelsesreglerne samlet i folkeskoleloven, og lov nr. 349 af 24. maj 1989 ophævede skolestyrelseslovens regler om styrelsen af kommunernes folkeskoler — herunder bestemmelsen i skolestyrelseslovens § 59 om det skolepsykologiske undersøgelses- og rådgivningsarbejde og tilrettelæggelsen af specialundervisningen, som betænkningen havde foreslået ændret.
Undervisnings- og forskningsministeren fremsatte L 203 om ændring af lov om folkeskolen (afbureaukratisering, deregulering m.v., herunder regler om frit skolevalg). Forslagets nr. 10 nyaffattede folkeskolelovens § 11, stk. 2, så henvisning til specialundervisning, som ikke er af foreløbig karakter, sker efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med eleven og forældrene; bemærkningerne knytter udtrykkeligt ændringen til en kommende bekendtgørelse om specialundervisning.
Folketinget vedtog lovforslaget ved 3. behandling. Den vedtagne tekst indeholder nyaffattelsen af folkeskolelovens § 11, stk. 2, om foreløbig henvisning, ophævelsen af maksimumtimetallene i § 14, stk. 1, og den udvidede adgang til supplerende undervisning i § 4, stk. 6.
Ændringsloven blev stadfæstet som lov nr. 435 af 13. juni 1990. Loven fastlagde bl.a., at den ugentlige undervisningstid mindst er 18 timer på 3. klassetrin og 20 timer på 4. klassetrin, uden de hidtidige lofter, og gjorde supplerende undervisning mulig for elever med midlertidigt behov for faglig støtte.
Undervisnings- og Forskningsministeriet udstedte bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand samt vejledning nr. 137 af samme dato. Vejledningen oplyser, at reglerne er udarbejdet på grundlag af de ændrede bestemmelser i folkeskoleloven samt betænkning nr. 1092 fra 1987, og at de syv hidtidige handicapopdelte regelsæt i overensstemmelse med betænkningen er afløst af ét fælles regelsæt.
Bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 trådte i kraft samtidig med den ændrede § 11, stk. 2, i folkeskoleloven. Samtidig blev 13 ældre bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger om specialundervisning af enkelte handicapgrupper ophævet.
Med lov nr. 509 af 30. juni 1993 (folkeskoleloven) blev henvisningsbestemmelsen videreført som § 12, stk. 2. Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at § 12, stk. 1 og 2, er en uændret videreførelse af § 11, stk. 1 og 2, i den hidtidige lov.
Bekendtgørelse nr. 448 af 10. juni 1999 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og vejledning nr. 82 af samme dato afløste 1990-reglerne og videreførte det fælles regelsæt, som siden er fornyet flere gange.
Undersøgelsen »Effekter af specialundervisningen« blev sendt til Folketingets Uddannelsesudvalg. Den tager udgangspunkt i, at betænkning nr. 1092 fra 1987 anbefalede at oprette specialcentre på de enkelte skoler.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
