Afslag på EU-opholdskort: Manglende familieliv ved sekundær bevægelighed

Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen om afslag på EU-opholdskort til en 17-årig amerikansk statsborger. Ansøgeren, der er steddatter til en dansk statsborger, fik afslag, fordi betingelsen om at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige, hvor den danske statsborger udnyttede sin ret til fri bevægelighed, ikke var opfyldt.

Baggrund for ansøgningen

Den danske statsborger, ansøgerens mors samlever, vendte tilbage til Danmark i april 2023 efter at have boet 13 måneder i Sverige. Den 16-årige ansøger søgte herefter om EU-opholdsret som familiemedlem. Under familiens ophold i Sverige havde ansøgeren dog kun opholdt sig i landet i to perioder på henholdsvis 5 og 48 dage. Størstedelen af tiden boede hun og gik i skole hos sin far i USA.

Nævnets afgørelse: Intet etableret familieliv i Sverige

Udlændingenævnet fandt, at det er en grundlæggende betingelse for at opnå afledt opholdsret, at der er opbygget eller konsolideret et reelt familieliv i værtsmedlemsstaten. Nævnet vurderede, at denne betingelse ikke var opfyldt baseret på en samlet vurdering af sagens omstændigheder.

Nævnets begrundelse var baseret på følgende punkter:

• Korte ophold: Ansøgerens samlede ophold i Sverige på 53 dage over en 13-måneders periode blev anset for at have karakter af ferie- og besøgsophold.
• Primær bopæl i USA: Ansøgeren havde sin faste bopæl, skolegang og primære livsforhold hos sin far i USA.
• Manglende familieliv før Sverige: Nævnet fandt heller ikke, at der var et etableret, fast familieliv forud for opholdet i Sverige, da ansøgeren også i den periode primært boede i USA.
• Hensigt er ikke tilstrækkeligt: Selvom familien havde til hensigt at etablere et familieliv i Sverige, og ansøgeren fik udstedt et svensk opholdskort, var de faktiske omstændigheder afgørende. Den manglende varighed og intensitet i samlivet betød, at et familieliv ikke blev anset for opbygget eller konsolideret.

Øvrige argumenter og konklusion

Nævnet afviste, at henvisninger til anden EU-retspraksis (Altiner-dommen) kunne ændre vurderingen, da denne praksis forudsætter, at et familieliv allerede er etableret. Argumentet om, at afgørelsen udgjorde en uforholdsmæssig begrænsning af den frie bevægelighed, blev også afvist, da retten til at medbringe et familiemedlem netop er betinget af et reelt familieliv i værtslandet.

Endelig bemærkede nævnet, at et eventuelt beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke i sig selv giver ret til ophold efter EU-reglerne. En sådan vurdering skal i stedet foretages efter de nationale regler i om familiesammenføring.