Stadfæstelse af administrativ udvisning efter ulovligt ophold med indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om at udvise en indisk statsborger og meddele et 2-årigt indrejseforbud. Årsagen var, at manden, som havde opholdstilladelse i Storbritannien, havde opholdt sig i Schengen-området i 34 dage på et visum, der kun tillod 30 dages ophold.

Baggrund for udvisningen

Klageren, en indisk statsborger, blev i juli 2023 antruffet i lufthavnen under udrejse fra Danmark. En kontrol viste, at han havde overskredet sit Schengen-visum med fire dage. Han erkendte forholdet og betalte en udenretlig bøde for ulovligt ophold. Udlændingestyrelsen traf herefter afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at overskridelsen skyldtes en misforståelse af visumreglerne. Han argumenterede desuden for, at en udvisning ville være uforholdsmæssig og særligt belastende, da hans arbejde krævede rejser i Schengen-området. Han henviste til, at et indrejseforbud ville krænke hans ret til privatliv efter EMRK artikel 8, da det ville påvirke hans karriere og sociale relationer. Til støtte for dette fremlagde han en udtalelse fra sin arbejdsgiver.

Udlændingenævnets vurdering og begrundelse

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for udvisning efter Udlændingeloven § 25 b var opfyldt, da det ulovlige ophold var et konstateret faktum. Nævnet afviste argumentet om en misforståelse, da det er den rejsendes eget ansvar at overholde gældende visumregler.

Nævnet vurderede, at udvisningen ikke kunne anses for at være særligt belastende for klageren i henhold til Udlændingeloven § 26. Der blev lagt vægt på, at han ikke havde et længerevarende lovligt ophold eller nogen væsentlig tilknytning til Danmark i form af familie eller arbejde.

I forhold til EMRK artikel 8 fandt nævnet ikke, at indrejseforbuddet udgjorde en krænkelse af klagerens ret til privatliv. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Indrejseforbuddet forhindrer ikke klageren i at arbejde generelt, kun i at rejse til Schengen.
• Arbejdsgiverens udtalelse bekræftede ikke, at han ville miste sit job.
• Klageren havde ikke etableret et beskyttelsesværdigt privatliv i Schengen, da han aldrig havde haft fast opholdsgrundlag der.

Nævnet konkluderede, at udvisning og indrejseforbud er en lovbestemt konsekvens af ulovligt ophold, som tjener et legitimt formål med at kontrollere indvandring. Derfor var der heller ikke grundlag for at undlade indrejseforbuddet eller nedsætte varigheden i medfør af . Afgørelsen blev derfor stadfæstet.