Stadfæstelse af administrativ udvisning grundet besiddelse af euforiserende stoffer

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om at udvise en marokkansk statsborger med et indrejseforbud i 2 år. Udvisningen skete på baggrund af, at personen blev fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk til eget forbrug under et kortvarigt ophold i Danmark.

Sagens omstændigheder

Klageren, en marokkansk statsborger med gyldig opholdstilladelse i Ungarn, blev i januar 2023 antruffet af politiet i en bil, mens han var ved at rulle en joint. Ved en efterfølgende visitation fandt politiet 3,2 gram skunk i hans taske. Klageren havde på tidspunktet for hændelsen opholdt sig i Danmark i mindre end seks måneder.

Klagerens argumenter og nævnets vurdering

Klageren anførte, at en udvisning ville have negative konsekvenser for hans ophold i EU, og at han havde en dansk kæreste og ønskede at etablere sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt dog ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Grundlaget for udvisning

Nævnet henviste til, at en udlænding med ophold i Danmark i mindre end seks måneder kan udvises administrativt ved besiddelse af euforiserende stoffer. Ifølge Udlændingeloven § 25, stk. 1, nr. 2, er en særligt bestyrket mistanke tilstrækkelig, hvilket var opfyldt, da klageren blev fundet direkte i besiddelse af stofferne. Det var derfor uden betydning, at klageren ikke havde vedtaget bøden, og at sagen eventuelt skulle for retten.

Vurdering af tilknytning til Danmark

Nævnet vurderede, at en udvisning ikke ville være særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Der blev lagt vægt på:

• Klagerens korte ophold i Danmark.
• At han havde opholdstilladelse i Ungarn.
• At hans forhold til en dansk kæreste ikke udgjorde et beskyttet familieliv efter EMRK artikel 8, da der ikke var tale om et fast og længerevarende samliv.

Proportionalitet af indrejseforbud

Klagerens argument om, at et indrejseforbud på 2 år var uproportionalt, blev afvist. Nævnet fastslog, at et indrejseforbud på 2 år er en direkte følge af en udvisning efter Udlændingeloven § 25a, jf. lovens § 32, stk. 4, nr. 1. Nævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.