Stadfæstelse af administrativ udvisning: Ulovligt ophold og indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om at udvise en montenegrinsk statsborger med et indrejseforbud til Schengenområdet i 5 år. Afgørelsen var begrundet i klagerens ulovlige ophold i Danmark, mens han i forvejen var indberettet som uønsket i Schengen af de svenske myndigheder.

Sagens baggrund

En statsborger fra Montenegro blev i august 2021 udvist af Sverige og indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS) frem til august 2024. I september 2021 blev han antruffet af dansk politi, efter at være blevet afvist ved den svenske grænse. Han blev sigtet for ulovligt ophold i Danmark. Klagerens ægtefælle og børn, herunder et ufødt barn, opholdt sig alle i Sverige.

Myndighedernes afgørelse

Udlændingestyrelsen udviste klageren med et indrejseforbud på 5 år. Begrundelsen var, at han var indrejst og opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han samtidig var indberettet som uønsket i Schengen. Myndighederne vurderede, at en udvisning ikke ville være særligt belastende for ham, jf. Udlændingeloven § 26. Indrejseforbuddet blev fastsat til 5 år i stedet for de normale 2 år, netop fordi han var indrejst på trods af den eksisterende SIS-indberetning, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 4.

Udlændingenævnets vurdering af klagen

Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen og afviste klagerens argumenter.

• Argument om gennemrejse: Nævnet fandt det irrelevant, at klageren hævdede kun at være på gennemrejse. Det afgørende var, at han blev antruffet i Danmark uden den nødvendige tilladelse og i strid med et eksisterende indrejseforbud i Schengen, hvilket udgør grundlag for udvisning efter Udlændingeloven § 25 b, stk. 1.
• Argument om familieliv: Klagerens henvisning til sit familieliv i Sverige blev afvist. Da familien bor i Sverige, er det ikke Danmark, der er nærmest til at beskytte familielivet. Nævnet henviste til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRK artikel 8), som fastslår, at familier ikke har ret til frit at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv.

Nævnet konkluderede, at der ikke var grundlag for at nedsætte indrejseforbuddets længde, da der ikke forelå særlige grunde, som talte herfor.