Stadfæstelse af afgørelse om opholdsret for familiemedlem til unionsborger

Udlændingenævnet stadfæstede en afgørelse om afslag på selvstændig opholdsret til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde tidligere haft et EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, men nævnet fandt, at den afledte opholdsret reelt aldrig havde eksisteret, da unionsborgerens opholdsgrundlag var bortfaldet før ansøgerens indrejse.

Sagens forløb

En tyrkisk statsborger fik i februar 2016 udstedt et EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til sin ægtefælle, en unionsborger, der havde fået registreringsbevis som arbejdstager i Danmark i oktober 2015. Parret blev senere skilt, og unionsborgeren blev registreret som udrejst af Danmark i juli 2018. I januar 2021 ansøgte den tyrkiske statsborger om selvstændig opholdsret.

Vurdering: Afledt opholdsret var aldrig opnået

Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at unionsborgeren kun havde dokumenteret lønindkomst i Danmark frem til og med december 2015. Da ansøgeren først indrejste og tilsluttede sig unionsborgeren i januar 2016, havde unionsborgeren ikke længere status som arbejdstager og opfyldte dermed ikke betingelserne for et opholdsgrundlag.

Konklusionen var, at den grundlæggende betingelse for ansøgerens afledte opholdsret ikke var opfyldt på indrejsetidspunktet. Derfor havde ansøgeren aldrig reelt haft en gyldig afledt opholdsret efter EU-reglerne.

Opholdskortets deklaratoriske karakter

Ansøgerens argument om, at han havde haft lovligt ophold i kraft af det udstedte opholdskort, blev afvist. Nævnet henviste til EU-Domstolens praksis og fastslog, at et opholdsbevis har en konstaterende (deklaratorisk) karakter. Det betyder, at beviset ikke i sig selv skaber en ret, men blot bekræfter en ret, der eksisterer i forvejen. Da opholdsretten reelt ikke eksisterede, kunne det udstedte kort ikke gøre opholdet lovligt.

Andre mulige opholdsgrundlag

Nævnet fandt, at reglerne om bibeholdelse af opholdsret, f.eks. efter skilsmisse, ikke var relevante, da der aldrig havde været en gyldig opholdsret at bibeholde, jf. principperne i EU-opholdsbekendtgørelsen § 37.

Ansøgeren kunne heller ikke selv opnå opholdsret som hovedperson, da han som tyrkisk statsborger ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsen § 2. Et eventuelt opholdsgrundlag som selvstændig erhvervsdrivende efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet blev henvist til behandling efter udlændingeloven, da det faldt uden for denne sags rammer.