Bortfald af opholdstilladelse efter etableringskortordningen grundet opgivelse af bopæl

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse efter etableringskortordningen. Ansøgeren havde i juni 2018 fået opholdstilladelse efter etableringskortordningen, men blev kort efter registreret udrejst i CPR og søgte om forhåndsdispensation fra bortfald.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation, da han havde til hensigt at udrejse af Danmark til Singapore for at arbejde i to år. Dette betragtedes som en opgivelse af bopæl i Danmark eller et ophold uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, hvilket medfører bortfald af opholdstilladelsen i henhold til Udlændingeloven § 17, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren rejste ud i juni 2018 og først agtede at vende tilbage i juni 2020, samt at han var registreret udrejst i CPR. Opholdet i Singapore, hvor han skulle arbejde for en udenlandsk virksomhed, tjente ikke et velbegrundet formål og bevarede ikke hans tilknytning til det danske arbejdsmarked.

Selvom ansøgeren anførte, at formålet med udrejsen var at opbygge erhvervserfaring med henblik på at vende tilbage til Danmark, ændrede dette ikke vurderingen. Dette skyldtes, at en opholdstilladelse efter etableringskortordningen ikke kan forlænges udover to år, hvilket betød, at ansøgeren ikke ville have en reel udsigt til forlængelse efter tilbagevenden.

Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, jf. Udlændingeloven § 17, stk. 3. Reglerne om bortfald var udtrykkeligt anført på ansøgerens opholdstilladelse.

På trods af ansøgerens opfattelse af stærk tilknytning til Danmark – herunder fire års ophold som ph.d.-studerende og ønske om job i Danmark – kunne dette ikke ændre afgørelsen. Nævnet vurderede, at ansøgeren alene havde haft midlertidig opholdstilladelse og ingen familiemæssig tilknytning, og dermed ikke havde opnået en stærk længerevarende tilknytning, der kunne begrunde en fravigelse. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse opholdstilladelsen for bortfaldet.