Afslag på familiesammenføring: Manglende opholdsgrundlag og barnets tarv

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en iransk mor og hendes søn. Afgørelsen blev truffet i medfør af Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, som omhandler familiesammenføring og andre opholdstilladelser.

Begrundelse for afslag

Nævnet lagde vægt på, at hverken moderen, der indrejste i 2001, eller sønnen, der er født i Danmark i 2002, nogensinde har haft et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. Dette betød, at de ikke kunne have en berettiget forventning om at opnå opholdstilladelse. Selvom de har opholdt sig i Danmark i en længere periode, har dette ophold, udover perioder med processuelt ophold, været ulovligt.

Udlændingenævnet bemærkede, at længden af ansøgernes ophold skyldtes moderens egne valg om ikke at udrejse, idet de adskillige gange mellem 2001 og 2013 havde fået afslag på forskellige ansøgninger om opholdstilladelse, herunder asyl og humanitær opholdstilladelse.

Vurdering af særlige omstændigheder

Nævnet fandt, at følgende forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering:

• Ansøgernes psykiske helbredstilstande, da der ikke var anmodet om genoptagelse af ansøgninger på baggrund af nye helbredsoplysninger siden 2005.
• Sønnen er født og opvokset i Danmark, taler dansk, klarer sig godt i skolen, og at en udsendelse til Iran potentielt ville forværre hans trivsel og udvikling. Nævnet fremhævede, at sønnen aldrig har haft opholdstilladelse, og at moderen vedvarende har modarbejdet udsendelse. Praksis om opholdstilladelse til forældre baseret på herboende børn med langvarigt ophold gælder kun, når barnet har haft lovligt ophold. Nævnet henviste i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i Osman-sagen, hvor formative år (7-15 år) var baseret på lovligt ophold.
• Argumentet om, at sønnen ikke skulle pålægges ansvar for moderens manglende samarbejde om udsendelse. Nævnet henviste til fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, som ikke giver familier ret til at vælge opholdsland.
• FN’s børnekonvention (artikel 3(2) og 9) giver ikke en videre ret til familiesammenføring eller en selvstændig ret til immigration. Det primære ansvar for barnets tarv ligger hos forældrene.
• Moderens manglende netværk i Iran eller konvertering til kristendommen. Nævnet understregede, at asylretlige forhold ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, og at de måtte indgive en asylansøgning, hvis de ønskede dette vurderet.