Stadfæstelse af afslag på ophævelse af indrejseforbud for makedonsk statsborger

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af et indrejseforbud og meddelelse af opholdstilladelse til en makedonsk statsborger. Ansøgeren var i 2001 idømt fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandigt af Østre Landsret for overtrædelse af straffeloven i forbindelse med euforiserende stoffer.

Afslag på ophævelse af indrejseforbud

Udlændingenævnet fandt for det første, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud i medfør af Udlændingeloven § 32, stk. 8. Dette skyldtes, at ansøgeren som makedonsk statsborger ikke var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, hvilket er en udtrykkelig betingelse for ophævelse efter denne bestemmelse. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle, der var dansk statsborger, ikke havde benyttet sig af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at ophæve indrejseforbuddet efter Udlændingeloven § 32, stk. 11, da ansøgeren ikke var udvist efter Udlændingeloven § 25b.

Afslag på opholdstilladelse

For det andet fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9, jf. Udlændingeloven § 10, stk. 4 og Udlændingeloven § 32, stk. 7. Nævnet lagde vægt på den tidligere dom og opretholdelse af udvisningen. Selvom der blev anført forhold som:

• Ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991.
• De havde tre børn sammen, hvoraf den ene var mindreårig.
• Familien var integreret i Danmark.
• Ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni og fik behandling i sit hjemland.

Udlændingenævnet vurderede, at disse forhold ikke udgjorde "ganske særlige grunde" til at fravige kravet i Udlændingeloven § 10, stk. 4. Nævnet henviste til, at Østre Landsret i 2005 havde foretaget en vurdering efter Udlændingeloven § 26. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel ret til familiesammenføring, og at Danmark ikke var nærmest til at beskytte familielivet. På baggrund af sagens samlede omstændigheder fandt nævnet, at det ikke var uproportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse.