Nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse pga. manglende bestået danskprøve

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte forlængelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse. Afgørelsen var baseret på Udlændingeloven § 11, stk. 2, jf. Udlændingeloven § 19, stk. 1, da ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 på A1-niveau inden for den fastsatte frist. Ansøgeren fik oprindeligt opholdstilladelse i marts 2014 på baggrund af ægteskab, betinget af at danskprøven blev bestået senest seks måneder efter tilmelding til folkeregistret i april 2014. Prøven blev dog først bestået i april 2015, efter fristen i oktober 2014.

Vurdering af tilknytning og Associeringsaftalen

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens argumenter vedrørende Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet og hendes status som selvstændig erhvervsdrivende ikke kunne ændre vurderingen. Dette skyldtes, at hendes ægtefælle var dansk statsborger, og at hun ikke havde dokumenteret økonomisk aktivitet i perioden fra april til oktober 2014. Selvom hun fremlagde momsindberetninger for senere perioder, dokumenterede dette ikke aktivitet inden for den relevante tidsramme.

Yderligere blev det lagt til grund, at ansøgeren ikke længere opfyldte betingelsen om samliv med ægtefællen på fælles bopæl, da ægtefællen og parrets fællesbarn i december 2016 var udrejst til Sverige.

Vurdering af særlig belastning

Nævnet vurderede, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen ikke ville virke særligt belastende for ansøgeren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Dette blev begrundet med, at ansøgeren kun havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka to år og fire måneder, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at opnå en selvstændig tilknytning til landet. Derudover fandtes der ingen personlige eller helbredsmæssige forhold, der ville forhindre ansøgeren i at indrejse og udøve familieliv i Sverige, hvor hendes ægtefælle og barn nu boede. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en generel ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.