Sag om forældelse af krav vedrørende valutaswapaftale

Sagen angik et erstatningskrav rejst af sagsøger, Kim Brangstrup, mod Amagerbanken A/S u/konkurs. Kravet udsprang af den rådgivning, som Brangstrup modtog fra banken i perioden 2007-2009 vedrørende investering i strukturerede obligationer og aktieoptioner, som i væsentlig grad mistede værdi op til bankens krak i 2011. Sagsøgeren hævdede, at banken havde misligholdt sin rådgivningsforpligtelse og handlet ansvarspådragende (culpa) ved at anbefale risikable produkter, som ikke passede til sagsøgerens risikoprofil og økonomiske situation. Brangstrup krævede erstatning for det fulde tab på 4.500.000 kr.

Sagsøgers Argumentation

Sagsøgeren gjorde gældende, at bankens rådgiver havde handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder og havde undladt at give tilstrækkelig information om risikoen, særligt i lyset af den finansielle uro i perioden. Det blev fremført, at investeringerne var i strid med det aftalte risikoniveau og dermed udgjorde en overtrædelse af Aftaleloven § 36, stk. 1, da aftalerne i situationen virkede urimelige.

• Banken undlod at diversificere porteføljen tilstrækkeligt.
• Rådgiveren undlod at advare om den nært forestående konkursrisiko (som banken burde have kendt til).
• Banken havde handlet groft uagtsomt, hvilket medførte et erstatningsansvar efter Erstatningsansvarsloven § 1.

Sagsøgeren påpegede, at "tabet på 4,5 mio. kr. er en direkte konsekvens af Amagerbankens pligtforsømmelse og utilstrækkelige risikostyring på et tidspunkt, hvor banken prioriterede egne interesser over kundens".

Sagsøgtes Argumentation

Amagerbanken, repræsenteret af kurator, påstod frifindelse. Banken hævdede, at sagsøgeren var en erfaren investor, som havde accepteret den høje risiko i investeringsaftalerne. Det blev fremført, at tabet skyldtes generelle markedsmæssige forhold, og at bankens rådgivning lå inden for rammerne af, hvad der var forsvarligt på det pågældende tidspunkt.

Banken lagde vægt på følgende punkter:

• Sagsøger havde underskrevet dokumenter, der bekræftede, at han var blevet informeret om risikoen.
• Der var ikke ført bevis for årsagssammenhæng mellem den påståede mangelfulde rådgivning og det faktiske tab, da tabet primært skyldtes den finansielle krise.
• Kurator gjorde gældende, at erstatningskravet var forældet, da sagsøger burde have kendt til tabet tidligere.

Forløbet

Retten indkaldte bankens tidligere rådgiver til vidneforklaring. Det blev af vidneforklaringen og sagens dokumenter klarlagt, at sagsøgeren ikke havde en formel professionel investeringserfaring, selvom han havde indvilliget i en 'høj risiko'-profil. Retten foretog en vurdering af rådgiverens uafhængighed og pligtmæssige agtpågivenhed i henhold til gældende standarder for bankrådgivning i den periode.