Konkurskarantæne pålagt direktør grundet groft uforsvarlig forretningsførelse

Sagen angik et krav fra konkursboet (Sagsøger) efter selskabet X mod sagsøgte, den tidligere hovedaktionær og direktør (også benævnt X), om tilbagebetaling og omstødelse af en række dispositioner foretaget kort før konkursens indtræden i henhold til Konkursloven § 64 og § 74.

Konkursboets Anbringender

Konkursboet hævdede, at sagsøgte i perioden op til selskabets konkurs i januar 2023 havde foretaget flere betalinger og overførsler af aktiver, som enten var utilbørlige eller skete uden vederlag, og som derved havde forringet boets masse til skade for kreditorerne. De primære krav om omstødelse vedrørte:

• En betaling på 850.000 kr. til sagsøgtes private konto, der angiveligt skulle dække et gammelt lån, men som boet mente var en dækning af gæld, der ikke kunne anses for ordinær.
• Overførsel af fire specialmaskiner, vurderet til 150.000 kr., til et nystiftet selskab, som sagsøgte var involveret i.
• Betaling af private rejser og restaurantbesøg for ca. 50.000 kr. foretaget med selskabets midler i de sidste tre måneder før konkurs.

Konkursboet argumenterede for, at sagsøgte som direktør måtte have været bekendt med selskabets akutte likviditetsproblemer og insolvens på tidspunktet for dispositionerne, og at betalingerne derfor var utilbørlige i henhold til Konkursloven § 74.

Sagsøgtes Forsvar

Sagsøgte påstod frifindelse og anførte, at alle transaktioner var foretaget som led i sædvanlig drift og i god tro.

Sagsøgte fastholdt, at betalingen på 850.000 kr. var en berettiget tilbagebetaling af et reelt anfordringslån ydet til selskabet i en periode med likviditetspres, og at tidspunktet for tilbagebetalingen ikke var utidig, da det skete i henhold til låneaftalens vilkår.

Sagsøgte argumenterede desuden for, at maskinerne var overført som en del af et salg til markedsværdi, og at det nystiftede selskab havde betalt det aftalte beløb. De private udgifter blev forklaret som repræsentationsudgifter, der relaterede sig til igangværende forretningsprojekter.

Rettens Bevisvurdering

Retten lagde vægt på vidneforklaringer fra selskabets revisor og bankrådgiver, som bekræftede, at selskabet havde været i alvorlige økonomiske vanskeligheder i månedsvis før konkursen. Retten fandt, at bevisbyrden for, at de store betalinger var sædvanlige, lå hos sagsøgte. I forhold til de fandt retten, at sagsøgte ikke havde godtgjort, at betalingen, givet den kritiske økonomiske situation, ikke var utilbørlig i relation til de øvrige kreditorer. Dog fandt retten, at salget af maskinerne var foregået til et acceptabelt vederlag, og dette krav blev derfor afvist.