Sag om prøvelse af Konkurrenceankenævnets kendelse om aktindsigt og offentliggørelse i verserende konkurrencesag mod Scandlines

KFS's centrale anbringender

KFS fastholdt, at der var en klar lovbestemt pligt til offentliggørelse, som ikke kunne fraviges:

• Pligten følger direkte af Konkurrenceloven § 13, stk. 2, nr. 5, og denne pligt er ikke betinget af, at den materielle sag er afsluttet, eller at kendelsen vedrører en materiel overtrædelse af loven.
• KFS henviste til retspraksis, der fastslår, at undtagelsesbestemmelsen i § 13, stk. 4 (om drifts- og forretningshemmeligheder) er udtømmende. Oplysningen om, at en sag verserer, falder ikke ind under denne snævre undtagelse og er derfor ikke fortrolig.
• De retssikkerhedsmæssige og økonomiske hensyn, som Scandlines påberåbte sig, er allerede afvejet i forbindelse med lovens vedtagelse, og offentliggørelsen er i overensstemmelse med myndighedens faste praksis for virksomhedssager.

Sø- og Handelsretten frifandt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Retten traf afgørelse efter stemmeflertallet (2-1).

Flertallets begrundelse (Peter Juul Agergaard og Henrik Rasmussen):

Flertallet lagde vægt på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har en lovbestemt pligt til at offentliggøre Konkurrenceankenævnets kendelser, jf. Konkurrenceloven § 13, stk. 2, nr. 5.

Konkurrencelovens § 13, stk. 4 må anses for at være udtryk for en udtømmende oplistning af de oplysninger, der skal fortroligholdes af hensyn til virksomheden.

Flertallet fandt, at hverken loven, forarbejderne eller retspraksis gav anledning til at fortroligholde yderligere oplysninger, herunder virksomhedens navn, blot fordi den materielle konkurrencesag verserer. Det forhold, at offentliggørelsen måtte være byrdefuld for Scandlines eller indeholde citater fra styrelsens "foreløbige hypotese", kunne ikke føre til et andet resultat, da disse hensyn anses for afvejet ved lovens vedtagelse.

Mindretallets begrundelse (Kim Haggren):

Mindretallet fandt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som forvaltningsmyndighed skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Da kendelserne ikke kunne danne grundlag for erstatningskrav, og da hensynet til at udbrede praksis var tilgodeset via den anonymiserede version, var der ikke væsentlige modhensyn, der berettigede den fulde offentliggørelse før afgørelse i den materielle sag. Offentliggørelsen ville være et unødvendigt indgreb, der afslørede sagen, alene fordi Scandlines benyttede sin klageadgang.