Sø- og Handelsretten: Afgørelse om erstatningsansvar for kemikalieudslip under transport – Forholdet mellem CMR-loven og dansk rets almindelige erstatningsregler

Tvist om CMR-lovens anvendelse

Den centrale juridiske uenighed var, om CMR-lovens materielle ansvarsregler og/eller forældelsesregler gjaldt for den opståede miljøforureningsskade, som ikke var direkte skade på selve det transporterede gods. Retten skulle vurdere, om DSV hæftede for ZIT's chaufførs fejl (culpa) efter DL 3-19-2, og om sagsøgernes krav mod ZIT var tidsfristen.

Sø- og Handelsretten frifandt både DSV Road AB og ZIT Trans EOOD for de nedlagte erstatningspåstande.

Ansvar over for DSV Road AB (Hovedtransportør)

Retten fandt, at de omhandlede følgeskader og udgifter til oprydning ikke vedrørte selve godset og ikke var omfattet af fragtaftalen i CMR-lovens Kapitel IV. Et eventuelt erstatningsansvar for DSV skulle derfor reguleres af dansk rets almindelige erstatningsregler, herunder Danske Lov 3-19-2.

Retten udtalte: "Et ansvar efter DL 3-19-2 kan imidlertid ikke udstrækkes til situationer, hvor arbejdet er overladt til en selvstændig virkende tredjemand, der ikke er undergivet nogen instruktionsmyndighed fra hvervgiveren."

Da ZIT agerede som en selvstændigt virkende tredjemand, og der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at hvervgiver (DSV) ikke ifalder ansvar for skader uden for kontrakt forvoldt af selvstændigt virkende tredjemænd, blev DSV frifundet.

Ansvar over for ZIT Trans EOOD (Undertransportør)

Retten var enig i, at ZIT’s eventuelle ansvar for miljøforureningsskaden ikke var underlagt CMR-lovens materielle ansvarsregler. Imidlertid fandt retten, med henvisning til betænkning og praksis fra andre konventionslande, at CMR-lovens forældelsesregler i CMR-lovens § 41 finder anvendelse på alle krav, der vedrører en CMR-omfattet befordring, forudsat der er en saglig sammenhæng mellem kravet og befordringen.

"Henset hertil, og idet et eventuelt ansvar for ZIT forudsætter, at ZIT’s chauffør i den omhandlede situation havde ansvaret for losningen af godset, finder retten, at et eventuelt krav mod ZIT har en sådan tilknytning til befordringsaftalen, at kravet vedrører en af konventionen omfattet befordring."

Da sagsøgernes krav mod ZIT først blev fremsat efter udløbet af forældelsesfristen i CMR-lovens § 41, blev ZIT frifundet.

Eftersom DSV blev frifundet over for sagsøgerne, blev ZIT også frifundet for DSV's påstand om friholdelse (regres). Sagsomkostningerne blev pålagt sagsøgerne.