Sø- og Handelsretten: Kompetence til at udstede EU-dækkende forbud i varemærkesag

Desuden gjorde de sagsøgte gældende, at der i 2018 var indgået en sameksistensaftale mellem parterne (eller deres forgængere) vedrørende brugen af "FORZA SPORTSWEAR".

Retten frifandt EPC Alternative Source og Forza Fighting Gear BV for de nedlagte påstande 1-3 (forbudspåstandene) og afviste påstand 4 (oplysningspligtspåstanden).

Krænkelsesvurdering

Retten fandt, at de sagsøgtes varemærker ("Forza Fighting Gear" og "Forza Sportswear") som udgangspunkt var visuelt identiske og forvekslelige med sagsøgernes registrerede mærker, jf. Varemærkeloven § 4, stk. 2, nr. 2, idet "Forza" var den primære bestanddel. Krænkelse ville derfor foreligge, hvis de sagsøgte havde gjort erhvervsmæssig brug af mærkerne i Danmark, jf. Markedsføringsloven § 20.

Retten lagde imidlertid til grund, at:

• De sagsøgte havde iværksat særlige foranstaltninger for at forhindre leverancer til Danmark og havde på intet tidspunkt gennemført levering af en ordre til Danmark.
• Den blotte omstændighed, at man på hjemmesiden kunne vælge Danmark som leveringsdestination, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at konkludere, at markedsføringen var rettet mod danske forbrugere, særligt med henvisning til hjemmesidens sprogvalg og valuta.
• Drøftelserne med Intersport og Sport 2000 var ikke tilstrækkeligt godtgjort til at udgøre en krænkelse eller en endelig aftale om salg på det danske marked.

Sameksistens og Aktualitet

Retten lagde til grund, at der i 2018 var indgået en sameksistensaftale vedrørende "Forza Sportswear" mellem parterne (eller deres forgængere). På dette grundlag fandt Retten, at der ikke forelå en krænkelse af sagsøgernes rettigheder i henhold til markedsføringsloven.

Derudover bemærkede Retten, at påstand 1-3 savnede aktualitet, da de sagsøgte havde overdraget de omtvistede varemærker og domænenavnet "Forzaworld.com" til tredjemand.

Afvisning af Oplysningspligt (Påstand 4)

Idet der ikke var konstateret en krænkelse, fandt Retten, at sagsøgerne manglede retlig interesse i at få påstand 4 om oplysningspligt pådømt. Påstanden blev derfor afvist.

Sagsomkostninger

Sagsøgerne blev pålagt at betale i alt 150.000 kr. i sagsomkostninger til de sagsøgte (75.000 kr. til hver). Beløbet blev fastsat under hensyn til sagens omfang og forløb og i overensstemmelse med håndhævelsesdirektivets artikel 14.