Sag om overtrædelse af markedsføringsloven ved nedvurderende udtalelser om konkurrenters produkter og garantivilkår

Sagen angik, hvorvidt Hegnsmanden ApS (Sagsøgte) havde overtrådt Markedsføringsloven § 3 og Markedsføringsloven § 6, stk. 1 ved at anvende vildledende og udokumenterede påstande i deres markedsføring af et træbeskyttelsesmiddel, specifikt i forhold til miljøvenlighed og holdbarhed, hvilket Nordisk Træbeskyttelse ApS (Sagsøger) mente udgjorde en urimelig konkurrencefordel.

Baggrund for konflikten

Nordisk Træbeskyttelse (NT) producerer og sælger en premium træbeskyttelse, mærket 'NordicGuard', som er certificeret miljøvenlig og markedsføres med en garanteret holdbarhed på 15 år. Hegnsmanden (H) sælger et konkurrerende produkt, 'Hegnsliv', som de i deres reklamekampagner (trykte medier og online) hævdede var 'Lige så grøn og holder dobbelt så længe' som førende alternativer – til en markant lavere pris.

NT krævede, at H tilpligtedes at anerkende, at markedsføringen var ulovlig, og nedlagde påstand om et øjeblikkeligt forbud, jf. Markedsføringsloven § 22, samt erstatning for tabt fortjeneste og godtgørelse, jf. Markedsføringsloven § 24.

Sagsøgers Argumentation

NT anførte, at H’s påstande var vildledende og udokumenterede. NT fremlagde uvildige tekniske rapporter, der viste, at 'Hegnsliv' indeholdt fungicider, der ikke var godkendt som 'grønne' i henhold til de standarder, som NT selv overholdt. Endvidere viste test, at 'Hegnsliv' kun havde en realistisk levetid på 8-10 år, ikke 'dobbelt så længe' som angivet.

Sagsøger gjorde gældende, at Sagsøgtes markedsføring skabte et forkert indtryk hos forbrugerne om, at 'Hegnsliv' var en direkte og overlegen erstatning for 'NordicGuard', hvilket ødelagde Sagsøgers goodwill og salgsgrundlag for et højprisprodukt, der havde investeret betydeligt i miljødokumentation.

Sagsøgtes Forsvar

Hegnsmanden (H) bestred, at markedsføringen var vildledende. De hævdede, at udtrykket 'Lige så grøn' refererede til produktets farve og ikke dets miljøcertificering, og at påstanden om holdbarhed var baseret på interne testresultater, der estimerede maksimal levetid under optimale forhold. H argumenterede for, at udsagnene skulle opfattes som generelle anprisninger, som forbrugerne ikke ville tage bogstaveligt.