Sag om designrettigheder og kontraktbrud vedrørende møbeldesigns

Sagen angik, hvorvidt sagsøgte, Nature Brands GmbH og dennes leder Markus Graf, havde krænket sagsøgeren, Lind DNA ApS's, rettigheder til en række registrerede og uregistrerede designs for spisebordsmåtter (placemats), herunder en særlig formgivning og materialekombination.

Sagsøgers påstande og argumenter

Lind DNA ApS gjorde gældende, at sagsøgtes salg af måtter under et lignende brandnavn og med en næsten identisk form og struktur udgjorde en overtrædelse af Designloven § 29 og Markedsføringsloven § 3 om god markedsføringsskik samt § 25 om efterligning. Sagsøgeren hævdede, at:

• Sagsøgtes produkt fremviste den samme samlede visuelle fremtoning som Lind DNA’s beskyttede designs, hvilket manglede individuel karakter.
• Krænkelsen var forsætlig og skete i kommercielt øjemed, da sagsøgte aktivt markedsførte produkterne via online platforme i Danmark og EU.
• Der forelå forvekslingsfare i markedet, hvilket skadede Lind DNA’s omdømme og salg.

Sagsøger krævede:

• Nedlæggelse af forbud mod yderligere markedsføring og salg.
• Tilbagekaldelse og destruktion af alle lagerførte produkter.
• Betaling af erstatning og vederlag for den uberettigede udnyttelse af designrettighederne.

Sagsøgtes påstande og argumenter

Markus Graf og Nature Brands GmbH påstod frifindelse. De anførte, at deres designs adskilte sig tilstrækkeligt fra Lind DNA’s designs, og at de havde den nødvendige individuelle karakter i henhold til Designloven § 3. De argumenterede for, at:

• Forskellene i materialer, dimensioner og mønsterdetaljer eliminerede enhver risiko for forveksling.
• Designet var dikteret af tekniske hensyn og almindelige designmæssige løsninger inden for placemats, og at Lind DNA ikke kunne monopolisere basale geometriske former.
• Der var ingen ond tro, og produkterne blev markedsført under et tydeligt andet varemærke (Nature Brands).

Sagsøgte anførte, at de alene havde ladet sig inspirere af tidens trends og kundernes præferencer, og at der ikke forelå en bevidst efterligning af sagsøgers unikke design.

Bevisførelse

Retten gennemgik en visuel sammenligning af de to produktsæt samt en række af Lind DNA’s registrerede designbeviser. Der blev fremlagt vidneudsagn fra indkøbere, som bekræftede, at de oplevede forvirring mellem de to produktlinjer. Retten fandt, at den samlede visuelle fremtoning for sagsøgtes produkt i den grad mindede om Lind DNA’s primære designs, at en kyndig bruger ville se lighed frem for forskel.