Sag om konkurrenceklausul: Fortolkning af ansættelsesklausulloven ved opsigelse af ansættelsesforhold

[A] (repræsenteret af Ledernes Hovedorganisation) gjorde gældende, at klausulen bortfaldt i henhold til Ansættelsesklausulloven § 11, stk. 1, da opsigelsen skyldtes virksomhedens forhold. Dette medførte en ugyldighedsvirkning fra opsigelsestidspunktet, hvilket gav [A] et ubetinget krav på engangsbeløbet i medfør af Ansættelsesklausulloven § 8, stk. 3. [A] fastholdt, at [B]'s efterfølgende opsigelse af klausulen (6. maj 2022) var uden juridisk effekt, da klausulen allerede var ugyldig.

Sagsøgtes Hovedargumenter

[B] (repræsenteret af Dansk Erhverv) argumenterede for frifindelse, idet betingelserne for engangskompensation ikke var opfyldt. [B] henviste til Ansættelsesklausulloven § 10, stk. 2, som stiller krav om, at fratrædelsen skal ske inden for 6 måneder efter, at arbejdsgiveren har opsagt aftalen, samt at fratrædelsen skyldes forhold, der ville have berettiget arbejdsgiveren til at gøre aftalen gældende. Ingen af disse betingelser var opfyldt.

[B] gjorde gældende, at selvom opsigelsen af ansættelsen udløste § 11, stk. 1, måtte klausulen, ifølge lovforarbejderne, opfattes som opsagt fra arbejdsgivers side. Derfor skulle den tidsmæssige betingelse i Ansættelsesklausulloven § 10, stk. 2 anvendes. Da fratrædelsen (30. november 2022) skete mere end 6 måneder efter klausulopsigelsen (6. maj 2022), var [A] ikke berettiget til kompensationen.

Sø- og Handelsretten tog sagsøgers påstand til følge ved stemmeflertal (2-1).

Retten fastslog, at Ansættelsesklausullovens Ansættelsesklausulloven § 10, stk. 2 og Ansættelsesklausulloven § 11, stk. 1 sigter mod to forskellige situationer, og betingelserne for kompensation skal forstås uafhængigt af hinanden.

Det blev udtalt af flertallet (Dommer Agergaard og Sagkyndigt medlem Lorentzen):

• § 11, stk. 1 regulerer situationen, hvor arbejdsgiveren opsiger ansættelsesforholdet uden rimelig anledning fra lønmodtageren (virksomhedsforhold).
• I denne situation bliver konkurrenceklausulen ugyldig og bortfalder automatisk, hvilket giver lønmodtageren krav på engangsbeløbet efter Ansættelsesklausulloven § 8, stk. 3.
• Det savner mening, at arbejdsgiveren efterfølgende skulle kunne opsige en aftale, der allerede er ugyldig i medfør af § 11, stk. 1, og dermed påberåbe sig de tidsmæssige betingelser i § 10, stk. 2.

"Det savner i øvrigt mening, at man skulle kunne opsigte en aftale, der ikke længere er gyldig."

Mindretallet (Sagkyndigt medlem Grøn) stemte for frifindelse med henvisning til, at det måtte have været lovgivers hensigt, at § 11, stk. 1, skulle ses i sammenhæng med tidsintervallerne i § 10, stk. 2. Ifølge lovbemærkningerne til § 10 skal det være let for en arbejdsgiver at komme af med en klausul, hvilket talte imod et ubetinget kompensationskrav, når fratrædelsen skete mere end seks måneder efter klausulopsigelsen.

Afgørelse: [B] blev pålagt at betale 85.301 kr. til [A] med tillæg af procesrente samt 30.750 kr. i sagsomkostninger.

Dommen er anket til Østre Landsret den 18. april 2024. Sagen er sluttet ved Højesteret den 8. april 2025. 

Sø- og Handelsretten: Frifindelse i sag om kontraktbrud, overtrædelse af markedsføringsloven og lov om forretningshemmeligheder

Sagen omhandler Forlaget Andersen A/S' (FA) påstande om kontraktbrud, illoyal markedsføring og ulovlig tilegnelse af for...