Sø- og Handelsretten: Fortolkning af Konkurslovens § 56 vedrørende fastholdelsesklausuler (”stay-on klausuler”) i konkursboer

Sagen omhandlede tre sammenlagte sager (BS-25020/2019, BS-25277/2019 og BS-25314/2019), hvor lønmodtagerorganisationerne Ledernes Hovedorganisation og Kristelig Fagforening, samt to individuelle kreditorer, rejste krav mod Top-Toy A/S og senere mod Top-Toy A/S under konkurs. Kravet vedrørte primært manglende løn og godtgørelse som følge af opsigelser i forbindelse med selskabets konkurs i slutningen af 2018.

Sagsøgernes Hovedargumenter

• Sagsøgerne, som handlede som mandatarer for de afskedigede funktionærer, gjorde gældende, at deres medlemmer havde krav på løn i henhold til de lovpligtige opsigelsesvarsler i Funktionærloven § 2, uanset konkursens indtræden.
• Der blev også rejst krav om godtgørelse i henhold til Funktionærloven § 3 for de funktionærer, der havde været ansat i længere tid, og hvor opsigelsen potentielt blev anset som urimelig i situationen.
• Sagsøgerne argumenterede for, at de skyldige beløb udgjorde massekrav, som skulle dækkes af konkursboet før ufornødne dividender.

Sagsøgtes Forsvar

Sagsøgte (kurator for Top-Toy A/S under konkurs) påstod primært frifindelse og subsidiært anerkendelse af et væsentligt mindre beløb.

Kurator argumenterede for, at funktionærernes krav i overvejende grad måtte rettes mod Lønmodtagernes Garantifond (LG) og ikke direkte mod boet, især efter afsigelsen af konkursdekretet. Konkursens indtræden udgjorde ifølge sagsøgte en legitim grund til de omfattende afskedigelser, hvilket begrænsede retten til godtgørelse efter § 3.

Retten måtte afgøre, i hvilket omfang de ansættelsesretlige forpligtelser i Funktionærloven § 2 forblev gældende ved konkurs, og om de mange afskedigelser som følge af insolvens berettigede til godtgørelse for usaglig opsigelse.

Sø- og Handelsretten gav sagsøgerne delvist medhold i deres krav mod Top-Toy A/S under konkurs.

Retten fastslog, at de opsigelsesvarsler, som var gældende for funktionærerne i henhold til Funktionærloven § 2, stk. 6, skulle respekteres. Løn for opsigelsesperioden, der vedrørte tiden efter konkursdekretets afsigelse, blev anerkendt som et massekrav mod boet, for så vidt det ikke allerede var dækket af Lønmodtagernes Garantifond (LG).