Sag om fortolkning af Vikarloven og Funktionærloven vedrørende en vikaransættelse af lang varighed

HK/Danmark ([A]) gjorde gældende, at arbejdsforholdets lange varighed (3,5 år) og gentagne forlængelser bevirkede, at det ikke længere kunne anses for at være "midlertidigt" i strid med formålet med Vikarloven og det bagvedliggende EU-direktiv. Det var Adeccos bevisbyrde at påvise en saglig grund for de successive forlængelser, hvilket ikke var løftet. Derfor:

• Skulle ansættelsen sidestilles med en fast funktionæransættelse.
• Havde [A] krav på erstatning for manglende løn i opsigelsesperioden (4 måneder) og løn under sygdom i henhold til Funktionærloven § 2 og Funktionærloven § 5.
• Subsidiært: Hvis Vikarloven ikke fandt anvendelse, var der tale om omgåelse af Lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, hvilket gav krav på godtgørelse.

Dansk Erhverv/Adecco A/S påstod frifindelse og fastholdt, at ansættelsen var omfattet af Vikarloven, da [A] var udsendt for at udføre midlertidigt arbejde.

• Da Adecco var dækket af Funktionæroverenskomsten, fandt forbuddet mod successive udsendelser uden saglig begrundelse i Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. § 3, stk. 4 ikke anvendelse, jf. § 3, stk. 5.
• [A] havde ikke funktionærstatus, da han ikke indtog en "tjenestestilling" i forhold til vikarbureauet, jf. fast retspraksis (Funktionærloven § 1, stk. 2).
• Lov om tidsbegrænset ansættelse § 2, stk. 2, nr. 1 udelukker vikarer fra lovens anvendelsesområde. Endvidere kræver LTA, at ansættelsen er etableret direkte mellem lønmodtager og arbejdsgiver, jf. § 3, stk. 2.

Adecco A/S blev frifundet.

Retten (flertallet af dommerne) fandt, at [A]s ansættelse var omfattet af Vikarloven, og at betingelsen om "midlertidighed" var opfyldt.

Retten lagde vægt på, at da Adecco A/S ubestridt havde tiltrådt Funktionæroverenskomsten, fandt undtagelsen i Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. § 3, stk. 5 anvendelse. Dette betød, at forbuddet mod successive udsendelser uden saglig begrundelse i § 3, stk. 4 ikke gjaldt, og beskyttelsen mod successive udsendelser skulle derfor søges i den kollektive overenskomst, som ikke var brudt.

Med henvisning til forarbejderne til Vikarloven og tidligere Højesteretsdomme (Ufr 1997.1495) fandt retten, at vikarer generelt ikke opnår funktionærstatus, da de ikke indtager en tjenestestilling over for vikarbureauet eller brugervirksomheden, jf. Funktionærloven § 1, stk. 2.

Da ansættelsen var omfattet af Vikarloven, fandt Lov om tidsbegrænset ansættelse § 2, stk. 2, nr. 1 anvendelse, og loven kunne dermed ikke påberåbes. Retten fastslog desuden, at opsigelsesvarslet i [A]s kontrakt alene regulerede opsigelser i løbet af den tidsbegrænsede periode, ikke den automatiske ophør i overensstemmelse med kontraktens ordlyd.

Mindretallet fandt, at 3 år og 8 måneders ansættelse ikke var midlertidig, at [A] var funktionær, og at han var berettiget til løn under sygdom, erstatning for opsigelsesperioden samt godtgørelse efter Lov om tidsbegrænset ansættelse.

Sagen er anket til Højesteret den 29. august 2022.Sagen sluttet ved Højesteret den 13. februar 2023. Sagen er anket til Østre Landsret den 15. februar 2023.Sagen er slurttet ved Østre Landsret den 24. april 2024.