Search for a command to run...
Dato
15. januar 2020
Emner
Markedsføringsloven, Efterligning, God markedsføringsskik, Designbeskyttelse, Erstatning
Dokument
Parter
v/ Mia Storm
v/ Simon Mejlholm
v/ Niels Juul Mathiassen
Dommere
Relaterede love
Sagen omhandlede påstået krænkelse af god markedsføringsskik og ulovlig efterligning af Sagsøgerens, Thats Mine, populære design af børneprodukter, specifikt boldbassiner og tilhørende tilbehør. Thats Mine, repræsenteret ved Mette Neerup Mariager, hævdede, at Sagsøgte 1 (Kidkii) og Sagsøgte 2 (Misioo) havde kopieret væsentlige elementer af deres produkters udformning, farvevalg og overordnede visuelle identitet, hvilket udgjorde en overtrædelse af Markedsføringsloven § 3, stk. 1 (god markedsføringsskik) og Markedsføringsloven § 22 (efterligning).
Thats Mine gjorde gældende, at deres designs havde opnået en betydelig særpræg i markedet gennem omfattende markedsføring og salg. Sagsøgeren fremhævede følgende som centrale lighedspunkter:
Sagsøgeren nedlagde påstand om forbud mod Sagsøgtes fortsatte salg og markedsføring af de krænkende produkter, samt krav om erstatning for tabt fortjeneste og godtgørelse for ikke-økonomisk skade.
De sagsøgte parter, Kidkii og Misioo, påstod frifindelse. Deres hovedargumenter var:
Sagsøgte 1 (Kidkii) udtalte, at: "De anvendte farver er bredt tilgængelige på markedet og er en del af den generelle trend inden for nordisk indretning. Vi har ikke haft til hensigt at snylte på sagsøgerens anseelse."
Retten foretog en konkret vurdering af produkternes samlede indtryk og lagde vægt på den visuelle lighed og risikoen for, at forbrugerne ville forveksle produkternes kommercielle oprindelse. Retten fandt, at der i særdeleshed var tale om en snyltning på Thats Mines omdømme, idet de sagsøgte havde taget bevidst sigte på at imitere de elementer, der netop gjorde Thats Mines design særpræget i markedet. Dette gjaldt især den præcise kombination af tekstur, farvevalg og den måde, produkterne blev præsenteret på i salgssammenhæng.
Sø- og Handelsretten fandt, at Sagsøgte 1 (Kidkii) og Sagsøgte 2 (Misioo) havde handlet i strid med god markedsføringsskik ved at efterligne Thats Mines særprægede produkter, hvilket udgjorde en overtrædelse af Markedsføringsloven § 22 og Markedsføringsloven § 3, stk. 1.
Afgørelse i hovedtræk:

2. juni 2026 Hvidovre
3. juni 2026 Aarhus
Formål og udbytte

Sagen omhandlede, hvorvidt Sharp Consumer Electronics Poland Sp. z o.o. (Sagsøgte) ved markedsføring og salg af festhøjttalerne Sumobox og Sumobox Pro krænkede Soundboks ApS’ (Sagsøger) rettigheder til højttaleren Soundboks (Generation 1-3) efter ophavsretsloven, markedsføringsloven og varemærkeloven.
Sagsøger påstod, at Soundboks’ design udgjorde et originalt brugskunstværk med fornøden værkshøjde, jf. Ophavsretsloven § 1, stk. 1. Designet bestod af en unik komposition, herunder de kugleformede hjørner, det særlige hexagonale mønster på frontgrillen og et generelt råt, industrielt look. Sagsøger fremhævede, at selvom visse elementer tjente et funktionelt formål (f.eks. hjørner for holdbarhed), var de konkrete designvalg udtryk for fri og kreativ indsats.
Subsidiært gjorde Sagsøger gældende, at produktudseendet var stærkt indarbejdet og velkendt i Danmark som følge af massiv markedsføring og salg, og dermed beskyttet mod nærgående efterligning og illoyal snyltning, jf. Markedsføringsloven § 3, stk. 1 og § 22.
Sagsøger anførte, at Sumobox var en tilstræbt efterligning, der skabte samme helhedsindtryk. Dette blev underbygget af Megafonundersøgelsen, der viste en meget høj uhjulpet forvekslingsgrad blandt forbrugerne.
Sagsøger fremhævede, at ligheden ikke kun lå i højttalerens silhuet og hjørner, men også i brugen af det identiske kendetegn "Propanel" for betjeningspanelet og en meget lignende emballage (simpel karton med hvid stregtegning).
Sagsøgte påstod frifindelse og bestred, at Soundboks-højttalerne havde værkshøjde, da designet i vid udstrækning var dikteret af tekniske og funktionelle hensyn (stødabsorbering, styrke, bærbarhed). Sagsøgte henviste til EU-Domstolens Cofemel-dom og argumenterede for, at der ikke var plads til frie kreative valg, og at beskyttelsen i stedet burde søges via designlovgivningen, hvor eventuelle rettigheder nu var udløbet.
Sagsøgte bestred også varemærkekrænkelsen og hævdede, at Soundboks manglede iboende særpræg (værende deskriptivt: "box which produces sound"), hvilket resulterede i et meget snævert beskyttelsesomfang. Varemærket SUMOBOX adskilte sig tilstrækkeligt, da det særprægede element 'SUMO' refererede til Sharps japanske ophav.
| Part | Primært retsgrundlag | Kernepunkt | Resultat |
|---|---|---|---|
| Soundboks ApS (Sagsøger) | Ophavsretsloven, MFL, VML | Slavisk/nærgående efterligning af design og varemærkesnyltning (SUMOBOX vs. SOUNDBOKS) | I hovedsagen medhold i MFL & VML |
| Sharp Sp. z.o.o. (Sagsøgte) | Frifindelse | Soundboks mangler værkshøjde; designet er funktionelt betinget; SUMOBOX adskiller sig. | Frifindelse for ophavsret; Krænkelse ifølge MFL & VML. |

Denne sag vedrørte, hvorvidt Nordlux A/S ved salg af en række lamper, herunder modellerne 'L', 'S' og 'O', havde krænket...
Læs mere
Sagen angik en begæring om midlertidigt forbud, indgivet af Schneider Electric Danmark A/S (SED, Lauritz Knudsen/LK), mo...