Polsk enkeltmandsvirksomhed anses for etableret i Danmark og er betalingspligtig for dansk salgsmoms

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at virksomheden blev drevet fra Polen, hvor der var fast kontor og værksted. Han anførte, at opholdene i Danmark alene skyldtes de konkrete arbejdsopgaver, og at de væsentlige administrative beslutninger blev truffet i Polen. Klageren henviste til, at en skattemæssig bopælsvurdering ikke automatisk kunne overføres til den momsmæssige vurdering af etableringssted.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten lagde vægt på, at leveringsstedet for byggeydelserne var i Danmark i medfør af Momsloven § 18.

Vedrørende etableringsstedet udtalte retten:

"Da der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, vil stedet hvor virksomhedens ledelse mødes, være sammenfaldende med, hvor indehaveren opholder sig."

Retten konkluderede, at de væsentlige beslutninger vedrørende den almindelige drift af virksomheden blev truffet af indehaveren i Danmark, givet hans omfattende ophold her i landet. Selvom virksomheden var formelt registreret i Polen, blev hjemstedet for den økonomiske virksomhed anset for at være flyttet til Danmark.

Fordi virksomheden var etableret i Danmark, påhvilede betalingspligten for momsen leverandøren (indehaveren) i henhold til Momsloven § 46, stk. 1. Vedrørende formaliteterne fandt retten, at selvom Skattestyrelsen fejlagtigt havde overført begrundelser fra en skattesag til momssagen, var denne sagsbehandlingsfejl ikke væsentlig nok til at medføre ugyldighed, da resultatet var korrekt.

Retten stadfæstede forhøjelsen af salgsmomsen med 192.277 kr. for perioden 2018-2020 jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten lagde vægt på, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de uidentificerede bankindsætninger ikke stammede fra momspligtig omsætning. Afgørelsen var i overensstemmelse med en tidligere afgørelse i den tilsvarende indkomstskattesag.