Anvendelse af røggasrabat ved opgørelse af CO2-afgift for affaldsbaseret energianlæg

Landsskatteretten bemærkede, at Kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2 henviser til Kulafgiftslovens § 5, stk. 6, som igen fastslår, at hvis det faktiske energiindhold ikke opgøres, skal opgørelsen ske, som om virksomheden ikke har kvotetilladelse. Da selskabet opfyldte betingelserne om installation af røggaskondensator (over 7 % af produktionen), fandt retten, at hele beregningsmetoden i Kulafgiftslovens § 5, stk. 10 kunne anvendes.

"Landsskatteretten finder på denne baggrund, at selskabet er berettiget til at anvende reglen om opgørelse af den afgiftspligtige mængde i kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 3. pkt., ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2."

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse, således at selskabets anmodning om nedsættelse af kuldioxidafgiften med 674.007 kr. for perioden 1. januar 2014 – 31. december 2015 blev imødekommet. Retten fastslog, at metoden i Kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 3. pkt. skal finde anvendelse ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter Kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2.

Virksomhedens miljøgodkendelse tillod i juni, juli og august 2013, at der alene forbrændes biomasseaffald, hvorved kravet om røggassens opholdstid ved 850°C bortfaldt, og temperaturen i efterforbrændingszonen i stedet skulle være mindst 750°C som døgnmiddelværdi. Virksomheden oplyste, at der kun i juli måned alene blev fyret med biomasseaffald, mens juni og august involverede en kombination af biomasse og andet affald. Der foreligger ikke systemmæssige registreringer, der specifikt viser brugen af biomasse.

SKATs afgørelse var baseret på, at virksomheden i juli og august udelukkende havde fyret med biomasse, og at virksomheden principielt ikke er afgiftspligtig i måneder, hvor der alene afbrændes biomasseaffald, jf. Kulafgiftsloven § 2, stk. 2, Kulafgiftsloven § 7a, stk. 2, nr. 1, og Kuldioxidafgiftsloven § 3, stk. 1, nr. 2. SKAT argumenterede, at det ikke var lovgivers hensigt, at der skulle kunne opnås godtgørelse af afgift ved forbrænding af afgiftsfritaget biomasse. De negative tilsvar skyldtes ifølge SKAT misforhold i brændværdien af det indfyrede affald, som slog igennem i beregningsmetoderne. SKAT påpegede desuden flere fejl i virksomhedens opgørelsesprincipper for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgiften.

Virksomheden fastholdt, at den var berettiget til udbetaling af negativt tilsvar. De argumenterede, at hverken lovforarbejder, bemærkninger eller lovteksten forhindrer et negativt afgiftstilsvar, og at der ikke er hjemmel i loven til at nægte udbetaling heraf. De henviste til, at Kulafgiftsloven § 5, stk. 3 klart angiver, hvordan afgiftsgrundlaget skal opgøres, og at biomasse er at anse som "andre brændsler" med et højt energiindhold, hvilket fører til det negative tilsvar. Virksomheden mente, at lovgiver selv har fastsat standardbrændværdierne og ikke har ændret beregningsreglerne for at forhindre negative tilsvar administrativt. Subsidiært krævede virksomheden udbetaling for august måned, hvor der utvivlsomt blev fyret med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler.