Dom om salg af varemærkeforfalskede Daniel Wellington-ure til Matas og personligt ledelsesansvar

Denne dom omfatter en række principielle sager, der er samordnet, og som alle vedrører Sø- og Handelsrettens behandling af påståede krænkelser af de immaterielle rettigheder tilhørende Converse Inc. og Converse Scandinavia A/S (samlet omtalt som Converse). Krænkelserne vedrørte salg af fodtøj (sneakers), som Converse mente udgjorde en ulovlig efterligning af deres velkendte skoedesign, særligt modellen Chuck Taylor All Star, herunder varemærker og design. Sagsøgte i de samordnede sager er en række store danske detailhandlere og importører, herunder Coop Danmark A/S, Harald Nyborg A/S, Lidl Danmark K/S samt diverse handelsvirksomheder som Erto Trading ApS og MSK Traders Limited.

Baggrund og Krænkelsesgrundlag

Converse gjorde gældende, at sagsøgtes salg af look-alike sko udgjorde en krænkelse af:

• Varemærkeloven: Konverses registrerede varemærker (figurmærker) for designelementer på skoen, samt den generelle markedsføring af sko, der skabte forvekslingsfare.
• Designloven: Beskyttede designrettigheder til skoens unikke udformning.
• Markedsføringsloven: Handlinger i strid med god markedsføringsskik, særligt ulovlig efterligning i henhold til Markedsføringsloven § 3 og den dagældende § 1.

Parternes Hovedargumenter

Converse (Sagsøgere) hævdede:

1. Skoene solgt af sagsøgte havde taget centrale og kendetegnende elementer fra Converse All Star-designet, herunder tåkappe, sålens udformning og logoets placering. Dette udnyttede Converses renommé.
2. Krænkelsen var tilsigtet, og der forelå åbenbar forvekslingsfare hos den gennemsnitlige forbruger.
3. Der skulle nedlægges forbud mod yderligere salg, tilbagetrækning fra markedet samt betales erstatning og godtgørelse for den lidte krænkelse.

Detailhandlere/Importører (Sagsøgte) hævdede:

• Fodtøjet var generisk, og de enkelte designelementer (f.eks. den hvide gummisål og tåkappen) var funktionelle og almindeligt anvendt i modebranchen.
• Der var tilstrækkeligt store visuelle forskelle, og deres produkter var solgt under tydelige egne varemærker (private labels), hvilket eliminerede risikoen for forveksling.
• De påståede varemærker var enten ugyldige eller manglede fornøden særpræg til at opnå beskyttelse for de specifikke dele af skoen.

Retten skulle i vidt omfang vurdere, i hvilket omfang Converse’s designelementer havde opnået fornødent særpræg eller indarbejdelse gennem brug, og om sagsøgtes produkter drog utilbørlig fordel af Converse’s goodwill eller skabte direkte forvekslingsfare i strid med Varemærkeloven § 4, stk. 1.

Centralt Bevistema

Særligt i sagerne mod Coop Danmark og Lidl Danmark blev det diskuteret, om detailhandlernes varesortiment og markedsføring udgjorde en illoyal efterligning, der stred mod god markedsføringsskik, især i lyset af produkternes lave prispositionering, som potentielt misbrugte Converse’s etablerede markedsposition.