Skattelempelse godkendt efter ligningslovens § 33 A for graduate-ophold i England

Sagen omhandlede en klagers ret til lempelse i hans personlige indkomst for indkomstårene 2012 og 2013. Klageren, der var direktør og hovedaktionær i et dansk logistikselskab, var også leder i et italiensk selskab og varetog salgs- og logistikopgaver der. Fra januar 2012 til juli 2013 var klageren frameldt det danske folkeregister som udrejst til Italien.

Klageren og hans samlever ejede boliger i Danmark og Italien. En af de danske boliger var udlejet i den relevante periode. Klageren fremlagde dokumentation for rejseaktivitet og banktransaktioner i både Danmark, Italien, Frankrig og Tyskland.

Skattestyrelsen fastholdt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da hans fulde skattepligt ikke var ophørt ved fraflytningen, og han fortsat havde bolig til rådighed i Danmark. Skattestyrelsen anerkendte, at vederlaget kunne beskattes som udenlandsk indkomst med lempelse efter Ligningsloven § 33 (kreditmetoden) og dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Italien, artikel 24, stk. 3 litra a, men lempede med 0 kr. grundet manglende dokumentation for betalt skat i Italien. Skattestyrelsen afviste lempelse efter Ligningsloven § 33 A, stk. 1 (exemptionsmetoden/6måneders reglen), da de mente, at klageren havde udført arbejde for det danske selskab under sine ophold i Danmark, og at han ikke tilstrækkeligt havde dokumenteret sit ophold uden for Danmark i en længere periode end 42 dage inden for en 6-måneders periode.

Klageren nedlagde påstand om lempelse efter exemptionsprincippet i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Italien, idet han gjorde gældende, at han skattemæssigt var hjemmehørende i Italien i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2 litra a, da han alene de facto havde en fast bopæl til rådighed dér og centrum for livsinteresser i Italien. Subsidiært påstod klageren lempelse efter Ligningsloven § 33 A, stk. 1, idet han bestred at have udført arbejde i Danmark og anførte, at Skattestyrelsen ikke havde ført bevis herfor, men blot gættede på faktum. Klageren henviste til dommen SKM2019.87.ØLR og Skatteministeriets rapport om realitetsgrundsætningen og omgåelsessynspunkter.