Afslag på anvendelse af forskerskatteordningen grundet tidligere opbrugt 60-måneders periode og manglende genoptagelse

Skattestyrelsens afgørelse og argumentation

Skattestyrelsen gav afslag på ansøgningen. Begrundelsen var, at klageren havde opbrugt den dagældende maksimale periode på 60 måneder før 1. januar 2018. Desuden påpegede styrelsen, at hvis man ændrede registreringen for 2015, ville marts-udbetalingen blive betragtet som almindelig A-indkomst. Dette ville medføre, at klageren havde været skattepligtig til Danmark efter de almindelige regler inden for de seneste 10 år forud for den nye ansættelse, hvilket strider mod betingelsen i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 1.

Klagerens indsigelser

Klagerens repræsentant anførte, at skattepligten og dermed beskatningen under forskerordningen ophørte ved ansættelsens faktiske ophør i 2015. Det blev gjort gældende, at der ikke findes et lovhjemlet krav om særskilt afmelding af registreringen, og at Skattestyrelsen burde have indset, at ansættelsesforholdet var ophørt, da der ikke længere blev indberettet løn efter marts 2015.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten lagde vægt på, at klageren inden den 1. januar 2018 havde udnyttet den daværende maksimale periode på 60 måneder efter Kildeskatteloven § 48 F, stk. 2, og at der derfor ikke var hjemmel til at udvide ordningen til 84 måneder for dette forløb.

Retten fastslog med henvisning til Højesterets dom i SKM2024.148.HR, at:

"årsopgørelserne for 2015 og 2016 er gyldige forvaltningsafgørelser, som må lægges til grund."

Endelig bemærkede retten, at da Skattestyrelsen ikke i den påklagede afgørelse havde taget stilling til ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, havde Landsskatteretten ikke kompetence til at behandle dette spørgsmål i henhold til Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1, nr. 1.

Skattestyrelsen fastholdt, at klagerens fulde skattepligt aldrig var ophørt, da han ikke havde løftet bevisbyrden for fraflytning i 2005, og at de udsendte årsopgørelser for 2008-2014 udgjorde gyldige afgørelser, som klageren ikke havde påklaget inden for fristerne. Skattestyrelsen argumenterede for, at spørgsmålet om skattepligt for de omhandlede år var prøvet under reglerne for ekstraordinær genoptagelse, og da betingelserne herfor ikke var opfyldt, stod de eksisterende skatteansættelser ved magt. Skattestyrelsen henviste til Landsskatterettens praksis, herunder SKM2020.87.LSR, som støttede, at tidligere skatteansættelser ikke kan ignoreres ved vurderingen af karensreglen for forskerskatteordningen.