Selskab hæftede for A-skat og AM-bidrag af fiktive fakturaer; beregningsgrundlag forhøjet til bruttobeløb

Sagen omhandler et transportfirma, S[virksomhed1] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS), der blev stiftet i december 2020 og erklæret konkurs i januar 2023. Skattestyrelsen anmodede om selskabets regnskabsmateriale i forbindelse med en gennemgang af moms og lønindberetninger, men modtog kun delvist det efterspurgte materiale. Dette førte til en skønsmæssig opgørelse af selskabets moms, A-skat og AM-bidrag.

Selskabet havde en betydelig omsætning (4.344.045 kr. i 2021 og 2.270.340 kr. i 1. kvartal 2022) men indberettede kun lav løn (126.829 kr. for 2021 og 463.606 kr. for 2022) i forhold til det registrerede antal ansatte. Skattestyrelsen konstaterede, at selskabet havde anvendt en række underleverandører ([virksomhed3] ApS, [virksomhed4] ApS, [virksomhed5] ApS og [virksomhed6] ApS), hvoraf flere havde manglende momsregistrering, ingen eller få ansatte, ingen lønudbetalinger, eller var involveret i mistænkelige transaktionsmønstre, herunder hvidvask ([virksomhed6] ApS).

Skattestyrelsen fandt, at det fremsendte materiale ikke var tilstrækkeligt til at kontrollere afgifternes berigtigelse. Styrelsen anså det for sandsynligt, at selskabet havde anvendt sort arbejdskraft, og at betalingerne til underleverandørerne dækkede over aflønning af en ukendt personkreds. Skattestyrelsen lagde fakturabeløb eksklusive moms til grund for beregningen af A-skat og AM-bidrag og pålagde selskabet hæftelse for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 2, Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7. A-skat blev beregnet med 55% og AM-bidrag med 8%.

Klageren bestred Skattestyrelsens afgørelse og påstod, at selskabet ikke var indeholdelsespligtig. Klageren anførte, at Skattestyrelsen ikke havde dokumenteret sin opfattelse af fiktive fakturaer og "tomme skaller", og at kritikken var rettet mod underleverandørernes interne forhold, som selskabet ikke kunne drages til ansvar for. Klageren henviste til EU-domstolspraksis om bevisbyrde og god tro, og gjorde gældende, at selskabet havde løftet sin bevisbyrde ved at fremlægge fakturaer, specifikationer, lønsedler og identitetsoplysninger for medarbejdere. Klageren argumenterede, at oplysninger om kædesvig ikke var offentligt tilgængelige, og at selskabet ikke kunne forventes at have et bedre kontrolapparat end Skattestyrelsen.