EU-direktiv 2003/96/EF er til hinder for regionalt differentierede punktafgiftssatser på mineralolier i Spanien

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Supremo (Spaniens øverste domstol) vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 2003/96/EF (Energibeskatningsdirektivet), specifikt artikel 5, i relation til spanske regionale punktafgiftssatser på mineralolier. DISA Suministros y Trading SLU (DISA), der handler med olieprodukter, krævede refusion af beløb svarende til en regional tillægssats på mineralolier, som blev opkrævet af de selvstyrende regioner ud over den nationale ensartede sats i perioden 2013-2015.

DISA gjorde gældende, at den spanske lovgivning (artikel 50b i loven om punktafgifter), der tillod regionerne at fastsætte varierende afgiftssatser baseret på forbrugsområdet, var i strid med EU-retten. Argumentet var, at denne differentiering ikke var omfattet af de undtagelser, der er udtømmende opregnet i direktiv 2003/96/EF, og at den underminerede direktivets formål om ensartet beskatning og et velfungerende indre marked.

Den spanske regering argumenterede for, at spørgsmålet var hypotetisk og i øvrigt, at den regionale sats var et udtryk for regional politisk autonomi (beskyttet af artikel 4, stk. 2, TEU) og kunne betragtes som en yderligere indirekte afgift til særlige formål i henhold til direktiv 2008/118/EF.

Domstolen konkluderer, at direktiv 2003/96/EF, navnlig dets artikel 5, er til hinder for national lovgivning, der tillader regioner eller selvstyrende regioner at fastsætte forskellige punktafgiftssatser for den samme vare og den samme anvendelse, alt efter hvilket område varen forbruges i, uden for de tilfælde, som er udtrykkeligt fastsat i direktivet.

Domstolens ræsonnement

• Domstolen fastslår, at artikel 5 i direktiv 2003/96/EF indeholder en udtømmende liste over de fire specifikke tilfælde, hvor medlemsstaterne kan anvende differentierede afgiftssatser for energiprodukter. Geografisk differentiering baseret på den region, hvor varen forbruges, er ikke nævnt på denne liste.
• En systematisk fortolkning af direktivet understøtter, at muligheden for differentierede satser er snævert afgrænset. Domstolen bemærker, at andre bestemmelser (f.eks. artikel 18, stk. 7 og 8, og Bilag II) udtrykkeligt tillader visse navngivne medlemsstater (som Portugal, Grækenland, Frankrig og Italien) at indføre geografisk baserede afgiftslempelser eller -fritagelser under strenge betingelser. Da Spanien ikke er nævnt, og da der ikke er indhentet en særskilt tilladelse i henhold til direktivets artikel 19, er den nationale regel i strid med EU-retten.
• En modsat fortolkning, der tillader fri regional differentiering, ville underminere direktivets formål om at sikre et velfungerende indre marked og undgå konkurrenceforvridning, hvilket ville føre til yderligere fragmentering af markedet.
• Endelig afviser Domstolen argumentet om, at den regionale sats kan kvalificeres som en yderligere indirekte afgift til 'særlige formål' i henhold til direktiv 2008/118/EF. Et rent budgetmæssigt formål – som at finansiere de selvstyrende regioners generelle beføjelser – udgør ikke et 'særligt formål' i EU-rettens forstand, medmindre der er en direkte forbindelse mellem afgiften og et specifikt, ikke-budgetmæssigt mål.