E-handelsdirektivet er til hinder for Italiens krav om registerpligt og gebyr for udenlandske platformstjenester (Airbnb og Amazon)

Disse forenede sager (C-662/22 og C-667/22) vedrører en række nationale italienske foranstaltninger, der pålægger udbydere af onlineformidlingstjenester, som er etableret i andre EU-lande, nye administrative og økonomiske byrder. Sagerne blev rejst af Airbnb Ireland UC (etableret i Irland) og Amazon Services Europe Sàrl (etableret i Luxembourg), som anfægtede disse krav som værende i strid med EU-retten.

De omtvistede italienske foranstaltninger, vedtaget af tilsynsmyndigheden AGCOM, forpligtede udbyderne til at lade sig optage i Registret over Kommunikationsoperatører (ROK), afgive detaljerede oplysninger om deres selskabsstruktur og betale et årligt gebyr til AGCOM. Disse foranstaltninger blev indført med det erklærede formål at sikre en tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 (P2B-forordningen) om gennemsigtighed for erhvervsbrugere.

Konfliktens kerne

Den forelæggende italienske domstol ønskede at vide, om disse nationale krav stred mod princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, især i lyset af E-handelsdirektivet (Direktiv 2000/31/EF) og dets princip om hjemlandstilsyn. Selskaberne argumenterede for, at kravene faldt inden for det koordinerede område af E-handelsdirektivet og derfor kun kunne pålægges af deres respektive etableringsmedlemsstat. Italien fastholdt, at foranstaltningerne blot var tilsynsforanstaltninger for at sikre håndhævelsen af P2B-forordningen.

EU-Domstolen fastslog, at artikel 3 i direktiv 2000/31/EF (E-handelsdirektivet) er til hinder for nationale foranstaltninger som de omtvistede italienske krav.

Domstolen bekræftede, at forpligtelser vedrørende registrering, indberetning af detaljerede organisatoriske oplysninger og betaling af gebyrer – alle sanktioner – udgør krav, der skal opfyldes ved udøvelsen af informationssamfundstjenester. Disse krav falder dermed under E-handelsdirektivets koordinerede område (artikel 2, litra h), hvilket betyder, at de er underlagt princippet om hjemlandstilsyn.

Da platformstjenesterne var etableret i andre medlemsstater (Irland og Luxembourg), måtte Italien som modtagende medlemsstat ikke begrænse deres frie bevægelighed ved at pålægge yderligere forpligtelser inden for det koordinerede område.

Afvisning af undtagelsen i artikel 3, stk. 4

Domstolen undersøgte dernæst, om Italien kunne påberåbe sig undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 4, i E-handelsdirektivet, men afviste dette på to grundlag:

• Foranstaltningerne havde en generel og abstrakt rækkevidde, idet de gjaldt for en hel kategori af udbydere (onlineformidlingstjenester), og kunne derfor ikke kvalificeres som »foranstaltninger vedrørende en bestemt informationssamfundstjeneste«.