Aftalen om fri bevægelighed med Schweiz: Ligebehandling ved valgfri skatteberegning for ikke-hjemmehørende arbejdstagere

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra en tysk skattedomstol om fortolkningen af aftalen mellem EU og Schweiz om fri bevægelighed for personer (AFMP). Den omhandlede tvist vedrører AB, en tysk statsborger bosat i Schweiz, der arbejder for et tysk selskab, og som er begrænset skattepligtig i Tyskland af sin lønindkomst optjent i Tyskland.

AB ønskede at benytte sig af den tyske mekanisme »skatteberegning efter anmodning« (indkomstskatteberegning, EStG § 50, stk. 2, nr. 4, litra b). Denne mekanisme tillader skattepligtige at indgive en selvangivelse inden for en fireårig frist med henblik på at få fradrag for erhvervsmæssige udgifter og opnå modregning af kildeskat, hvilket potentielt kan føre til skatterefusion.

De tyske regler begrænsede imidlertid denne ret til begrænset skattepligtige, der er bosiddende i enten Tyskland, en anden EU-medlemsstat eller en EØS-stat. Da Schweiz ikke er en del af EU eller EØS, nægtede skattemyndigheden AB denne valgmulighed alene på grund af hans bopæl i Schweiz. Myndigheden fastholdt, at skatten af hans lønindkomst allerede var betalt og frigørende ved kildeskat.

AB påberåbte sig ligebehandlingsprincippet i AFMP, idet han hævdede, at han blev stillet ringere end EU/EØS-borgere. Den tyske regering argumenterede for, at bopælsforskellen objektivt retfærdiggjorde særbehandlingen (Art. 21, stk. 2, AFMP), at det var nødvendigt for at sikre skattesystemets sammenhæng, og at »standstill«-klausulen (Art. 13 AFMP) tillod opretholdelse af den eksisterende restriktion.

Domstolen konkluderede, at AFMP, særligt ligebehandlingsprincippet i bilag I, artikel 9, stk. 2, er til hinder for en national lovgivning, der nægter en arbejdstager bosat i Schweiz adgang til proceduren »skatteberegning efter anmodning«, når denne ret gives til arbejdstagere bosat i EU/EØS-stater.

Afvisning af objektiv forskel i situation

Domstolen fandt, at da tysk lovgivning allerede sidestiller hjemmehørende skattepligtige med ikke-hjemmehørende fra EU/EØS i forhold til den pågældende skattefordel, anerkendes det, at deres situationer er sammenlignelige, for så vidt angår beskatningen af den tyske lønindkomst. Den blotte bopæl i Schweiz frem for en EU/EØS-stat medfører ikke en objektiv forskel, der berettiger forskelsbehandlingen.

Afvisning af begrundelser

Domstolen afviste de tyske argumenter for berettigelse:

• Sammenhæng i beskatningsordningen: Argumentet afvises, da skatteberegning efter anmodning primært vedrører fradrag af erhvervsmæssige udgifter, som ikke er en del af den skattepligtiges personlige situation. Der var ikke påvist en direkte sammenhæng mellem den skattemæssige fordel og en udligning heraf ved en bestemt skatteopkrævning.