Krav til gennemsigtighed og urimelighedskontrol af oprettelsesgebyrer i realkreditlån under direktiv 93/13/EØF

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra en spansk domstol (Juzgado de Primera Instancia de Donostia – San Sebastián) vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Tvisten i hovedsagen stod mellem FG (forbrugeren) og Caja Rural de Navarra SCC (banken) om gyldigheden af et kontraktvilkår indgået i 2010. Dette vilkår pålagde forbrugeren et fast oprettelsesgebyr på 0,35% af lånebeløbet for et realkreditlån, hvilket svarer til 588,70 EUR. Forbrugeren anfægtede gebyret, idet banken ikke havde specificeret de konkrete tjenesteydelser, gebyret dækkede.

Den forelæggende ret tvivlede på, om den gældende nationale praksis, som primært begrænsede urimelighedskontrollen til at vurdere, om gebyrets størrelse oversteg gennemsnitlige markedsomkostninger, var forenelig med EU-retten, især i lyset af Domstolens tidligere afgørelser. Retten søgte præcisering af kravene til gennemsigtighed, især når gebyret er fastsat som en procentdel af hovedstolen, og om manglen på detaljerede specifikationer af de betalte ydelser er et brud på gennemsigtighedsprincippet.

Afvisning af Direktiv 2014/17

Domstolen fastslog indledningsvis, at direktiv 2014/17/EU (MCD) ikke fandt anvendelse ratione temporis, da låneaftalen blev indgået i 2010, før direktivets gennemførelsesfrist. Derfor blev de præjudicielle spørgsmål udelukkende behandlet i lyset af direktiv 93/13/EØF.

Domstolen konkluderede, at direktiv 93/13/EØF ikke nødvendigvis er til hinder for en national praksis, der tillader et fast oprettelsesgebyr i realkreditlån, så længe forbrugerens beskyttelse er sikret gennem en effektiv kontrol af gennemsigtighed og rimelighed.

Gennemsigtighedskravet (Artikel 5)

Artikel 5 i direktiv 93/13/EØF er ikke til hinder for, at en bank opkræver et oprettelsesgebyr, som:

• Ikke detaljeret angiver arten af alle de tjenesteydelser, der leveres som modydelse for gebyret.
• Ikke specificerer timepriser eller leverer detaljerede fakturaer.
• Er udtrykt som en procentdel af det ydede lån.

Disse vilkår er acceptable, forudsat at:

• Forbrugeren er blevet sat i stand til at vurdere vilkårets økonomiske konsekvenser før aftalens indgåelse.
• Forbrugeren forstår karakteren af de ydelser, der leveres som modydelse til omkostningerne.
• Forbrugeren kan kontrollere, at der ikke er nogen overlapning mellem de forskellige omkostninger fastsat i aftalen.

Begrænsning af Urimelighedskontrol (Artikel 3 og 4)