Betydningen af afsonet straf for udelukkelse fra flygtningestatus: Fortolkning af Kvalifikationsdirektivets artikel 12, stk. 2, litra b)

Sagen omhandler fortolkningen af udelukkelsesgrundene for tildeling af flygtningestatus i henhold til EU’s Kvalifikationsdirektiv (Direktiv 2011/95/EU). Den præjudicielle forelæggelse stammer fra Litauens øverste forvaltningsdomstol i forbindelse med en sag vedrørende K.L., en tredjelandsstatsborger, der søgte international beskyttelse i Litauen.

K.L. hævdede at være udsat for politisk forfølgelse i sit hjemland. Migrationsafdelingen i Litauen anerkendte, at han opfyldte kriterierne for forfølgelse, men afslog at tildele ham flygtningestatus. Afslaget blev begrundet i, at K.L. tidligere havde begået handlinger, der udgjorde en "alvorlig ikke-politisk forbrydelse" i henhold til direktivets artikel 12, stk. 2, litra b).

K.L. argumenterede for, at udelukkelsesgrunden ikke længere var relevant, da han allerede havde afsonet den straf, han var idømt for forbrydelserne. Myndighederne havde dog samtidig sikret ham midlertidig opholdstilladelse i henhold til non-refoulement-princippet, hvilket adskiller spørgsmålet om flygtningestatus fra spørgsmålet om udsendelse.

Det centrale spørgsmål for Domstolen var, hvorvidt medlemsstaternes kompetente myndigheder er forpligtet til at tage hensyn til den afsonede straf, benådning eller amnesti ved vurderingen af, om en asylansøger fortsat skal udelukkes fra flygtningestatus, selvom vedkommende ellers opfylder betingelserne.

Domstolen fastslog, at kompetente myndigheder og retsinstanser i medlemsstaten skal tage hensyn til den omstændighed, at en ansøger om international beskyttelse har afsonet sin straf for de begåede handlinger.

Afsonet straf som vurderingsfaktor

Selvom den afsonede straf nødvendigvis skal inddrages i den samlede individuelle vurdering, forhindrer denne omstændighed ikke i sig selv, at ansøgeren udelukkes fra anerkendelse som flygtning i medfør af artikel 12, stk. 2, litra b).

Domstolen begrundede dette med, at udelukkelsesgrunden forfølger et dobbelt formål: at sikre, at gerningsmænd ikke undslipper straf (hvilket bortfalder, når straffen er afsonet), og at udelukke personer, der anses for uværdige til den beskyttelse, der er knyttet til flygtningestatus. Domstolen fremhævede, at vurderingen af uværdighed ikke nødvendigvis er evig, og at den berørte persons eventuelle rehabilitering skal tages i betragtning:

Den omstændighed, at en person har begået alvorlige handlinger på et bestemt tidspunkt i sit liv, kan ikke indebære, at personen nødvendigvis til evig tid er uværdig til international beskyttelse, uden at der tages hensyn bl.a. til den pågældendes eventuelle rehabilitering.

Faktorer for individuel vurdering