National 90-dages frist for klagepunktsmeddelelse i konkurrencesager er i strid med nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed og effektivitet (Direktiv 2019/1)

Denne præjudicielle sag (C-511/23) vedrører fortolkningen af artikel 102 TEUF og direktiv (EU) 2019/1 (ECN+-direktivet) med henblik på at vurdere foreneligheden af en italiensk national procesregel med EU-retten. Sagen opstod i forbindelse med en tvist mellem Caronte & Tourist SpA (C&T), et færgetransportselskab, og den italienske konkurrencemyndighed, Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (AGCM).

AGCM havde pålagt C&T en bøde på 3.719.370 EUR for misbrug af dominerende stilling ved at fastsætte for høje priser for færgetransport. C&T anfægtede afgørelsen ved den forelæggende ret og hævdede, at AGCM havde overtrådt en national processuel frist for udsendelse af klagepunktsmeddelelser.

De centrale nationale regler

Ifølge italiensk retspraksis, baseret på artikel 14 i lov nr. 689/81, er AGCM forpligtet til at fremsende en klagepunktsmeddelelse inden for en fast frist på 90 dage fra det tidspunkt, hvor myndigheden får kendskab til overtrædelsens væsentligste elementer (hvilket i praksis ofte er tidspunktet for den første anmeldelse af overtrædelsen).

Det centrale spørgsmål, som den forelæggende ret rejste, var, om sanktionerne for at overskride denne 90-dages frist var forenelige med EU-rettens krav om effektiv konkurrencehåndhævelse. Sanktionerne i henhold til national ret er:

• Fuldstændig og automatisk annullation af AGCM’s endelige afgørelse (inklusive både bøden og påbuddet om ophør af adfærden).
• Fortabelse af AGCM's beføjelse til at indlede en ny overtrædelsesprocedure vedrørende de samme faktiske omstændigheder (princippet ne bis in idem).

Domstolen konkluderede, at artikel 4, stk. 5, i direktiv (EU) 2019/1 og artikel 102 TEUF, sammenholdt med effektivitetsprincippet, er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en 90-dages frist med de beskrevne sanktioner.

Domstolens Vurdering af den Nationale Fristordning

Domstolen fandt, at den nationale fristordning har en række skadelige virkninger, der kompromitterer den effektive håndhævelse af EU's konkurrenceregler:

• Indgreb i AGCM’s operationelle uafhængighed: En ufravigelig, kort frist, der udløses tidligt i processen, forhindrer AGCM i at prioritere sine sager efter kompleksitet eller strategisk betydning (præmis 67). Dette er i direkte modstrid med AGCM's beføjelse til selv at prioritere opgaver i henhold til artikel 4, stk. 5, i direktiv 2019/1.
• Skaber systemisk risiko for straffrihed: Den automatiske og fuldstændige annullation af afgørelsen og tabet af beføjelsen til at genoptage sagen betyder, at et betydeligt antal konstaterede overtrædelser af EU-konkurrenceretten ikke vil blive sanktioneret. Dette er uforeneligt med kravet i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2019/1 om, at bøder skal være effektive og afskrækkende (præmis 75).