Skattefri rejsegodtgørelse underkendt grundet manglende arbejdsgiverkontrol; sag om befordringsfradrag mellem Polen og Danmark hjemvist.

Sagen omhandler en polsk statsborger, der arbejder i Danmark, men har familie og bolig i Polen. Skattestyrelsen havde afgjort, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende her i landet i indkomståret 2019. Dette medførte, at klageren ikke kunne anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag og heller ikke var berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Klageren blev første gang registreret som kildeskattepligtig til Danmark i 2008 og har siden 2009 haft folkeregistreringsadresse i Danmark. Han har dog også en polsk folkeregistreringsadresse, hvor hans ægtefælle og søn bor. Klageren har arbejdet hos den samme danske virksomhed siden 2008 og havde i 2019 en lønindkomst på 283.304 kr. og 1.448 arbejdstimer fordelt på 207 arbejdsdage. Han har oplyst, at han udelukkende opholdt sig i Danmark grundet sit arbejde og rejste til Polen i alle ferie- og fridage samt hver anden weekend, i alt 117 dage i Polen i 2019. Klageren har fremlagt dokumentation for sin polske bopæl, herunder børne-, vielses- og bopælsattest, Tax Residency Certificate fra Polen, købsaftale for bil, kvitteringer for brændstof og fakturaer for husafgifter i Polen. Han har også betalt fagligt kontingent, A-kassebidrag og DR Licens i Danmark.

Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde helårsbolig til rådighed og var registreret i folkeregisteret i Danmark. I dobbeltdomicilsituationen, hvor klageren også havde bopæl i Polen, blev det afgjort, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b, da han sædvanligvis opholdt sig i Danmark. Skattestyrelsen lagde vægt på klagerens stærke økonomiske forbindelser til Danmark (langvarigt arbejde, folkeregistertilmelding) og fandt, at han ikke havde dokumenteret tilstrækkeligt ophold i Polen til at ændre vurderingen. Som følge heraf kunne klageren ikke anvende grænsegængerreglerne og dermed ikke overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Vedrørende befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C fandt Skattestyrelsen, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark, og at kørsel til Polen var en privat udgift, der ikke berettigede til fradrag.

Klageren påstod, at han var berettiget til befordringsfradrag og overførsel af ægtefællens personfradrag, idet Polen skulle anses som hans domicilland. Han fremhævede, at Polen var hans hjemland, hvor han ejede en lejlighed, betalte regninger, og hvor hans kone og søn boede. Han anførte, at hans ophold i Danmark udelukkende var arbejdsrelateret, og at han planlagde at vende tilbage til Polen, når han opnåede økonomisk uafhængighed. Han mente, at hans personlige, kulturelle, sociale og politiske forbindelser var stærkest i Polen, og at han kun var i Danmark på grund af arbejde. Han henviste til, at andre i lignende situationer havde fået godkendt grænsegængerstatus.