National procedure for indstilling af EU-dommere: Regeringer er ikke bundet af eksperters rangordnede liste, hvis alle kandidater er kvalificerede

Denne præjudicielle sag omhandler fortolkningen af traktatbestemmelserne vedrørende udnævnelse af dommere til Den Europæiske Unions Ret (Retten), specifikt hvorvidt en national regering er forpligtet til at indstille den højest rangerede kandidat fra en uafhængig ekspertgruppes liste, når alle rangerede kandidater er vurderet kvalificerede.

Sagen blev rejst af Virgilijus Valančius, en dommer ved Retten, som i en national udvælgelsesprocedure i Litauen blev rangeret som den bedst kvalificerede kandidat af en ekspertarbejdsgruppe. På trods af denne anbefaling valgte den litauiske regering først at indstille den næstbedst placerede kandidat og senere, efter en negativ udtalelse fra Artikel 255-udvalget om den førstnævnte, den tredjebedst placerede kandidat. Valančius anfægtede denne beslutning og argumenterede for, at regeringens tilsidesættelse af ekspertgruppens rangordning udgjorde en ulovlighed, der skabte tvivl om den nomineredes uafhængighed og Retten som domstol oprettet ved lov, jf. Artikel 19 TEU og Artikel 254 TEUF.

Domstolens kompetence

Flere medlemsstater bestred Domstolens kompetence, idet de mente, at den nationale indstillingsfase udelukkende var reguleret af national ret. Domstolen fastslog, at den havde kompetence, da den nationale afgørelse om indstilling udgør den første fase i den EU-retligt regulerede udnævnelsesprocedure. Medlemsstaterne skal under udøvelsen af denne kompetence overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, navnlig kravene om uafhængighed og kvalifikationer.

Domstolen (Store Afdeling) konkluderede, at Artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og Artikel 254, stk. 2, TEUF ikke er til hinder for, at en medlemsstats regering indstiller en anden kandidat end den bedst placerede på en rangordnet liste, så længe den indstillede kandidat opfylder traktatkravene.

Fortolkning af indstillingsproceduren

Domstolen understregede, at medlemsstaterne har en bred skønsmargen til at fastsætte den processuelle fremgangsmåde for indstilling af kandidater. Denne fremgangsmåde skal dog sikre, at den indstillede kandidat opfylder kravene om uafhængighed og faglige kvalifikationer.

• Den nationale ekspertgruppes rangordnede liste havde alene karakter af en anbefaling til den litauiske regering, som i henhold til national ret bevarede kompetencen til at indstille en kandidat fra listen.
• Selve det forhold, at regeringen fraviger den rangordnede anbefaling, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at skabe rimelig tvivl hos borgerne om den indstillede kandidats uafhængighed, forudsat at vedkommende er kvalificeret.
• Uafhængige rådgivende organers deltagelse bidrager til objektivitet, men begrænser ikke nødvendigvis den udøvende magts skønsbeføjelse, medmindre national ret kræver det.