Konsekvenser af salg under statsstøtteundersøgelse: Kommissionens pligt til at inddrage ny ejer og annullation på grund af væsentlig procedurefejl

Appellanten anfægtede desuden Rettens vurdering af proportionalitetsprincippet i forhold til fastsættelsen af det beløb, der skulle tilbagesøges.

Domstolen ophævede Den Europæiske Unions Rets dom (T-603/19) og annullerede Kommissionens afgørelse (2020/1814) om statsstøtte.

Domstolens konklusion

Domstolen fandt, at det første appelanbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter var begrundet. Annuleringen skyldtes, at Kommissionen undlod at offentliggøre en supplerende indledningsafgørelse i forbindelse med overdragelsen af støttemodtageren til en ny ejer under den formelle undersøgelsesprocedure.

Domstolen fastslog, at salget af det gamle HelB til det nye HelB, som opstod efter indledningen af undersøgelsen, var et nyt "relevant faktisk og retligt spørgsmål". Da Kommissionen baserede sin endelige afgørelse om tilbagesøgning på en konstatering af økonomisk kontinuitet, var Kommissionen forpligtet til at sikre, at interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger vedrørende dette nye element gennem offentliggørelse af en supplerende afgørelse.

Undladelse af at inddrage appellanten i den formelle undersøgelsesprocedure udgjorde en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF, hvilket medfører annullation af retsakten, uanset om afgørelsens indhold kunne have været anderledes.

Forkastelse af proportionalitetsanbringendet

Det andet appelanbringende vedrørende proportionalitetsprincippet blev forkastet. Domstolen præciserede, at:

• Kommissionen er ikke forpligtet til at fastlægge det præcise beløb, der skal tilbagesøges fra den økonomiske efterfølger (det nye HelB), i sin afgørelse om uforenelighed.
• Denne opgave tilkommer de nationale myndigheder i medlemsstaten (Finland) som led i gennemførelsen af tilbagesøgningen. De skal sikre, at tilbagesøgningsbeløbet overholder proportionalitetsprincippet og ikke overstiger den faktisk bevarede konkurrencefordel.

Retten afviste annullationssøgsmålet med den begrundelse, at appellanterne ikke havde godtgjort en tilstrækkelig søgsmålsinteresse, idet hverken et erstatningssøgsmål anlagt ved de nationale domstole eller et søgsmål om tilbagesøgning af støtte kunne begrunde en sådan interesse.

For Domstolen argumenterede appellanterne for, at Retten havde begået retlige fejl ved vurderingen af deres søgsmålsinteresse og tilsidesat artikel 263, stk. 4, TEUF ved ikke at fastslå, at de var umiddelbart og individuelt berørt af Kommissionens afgørelse.

Kommissionen anførte, at appellanternes argumenter var ubegrundede, da Mory-selskaberne var under likvidation og dermed ikke længere konkurrerede, og at annullationen af den omtvistede afgørelse ikke ville udgøre en egentlig interesse inden for rammerne af et erstatningssøgsmål.

Domstolen ophævede Rettens kendelse og afviste herefter annullationssøgsmålet. Domstolen fandt, at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at appellanterne ikke havde godtgjort deres søgsmålsinteresse, men stadfæstede, at appellanterne ikke var individuelt berørt af Kommissionens afgørelse, da de ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser for, at deres konkurrencemæssige stilling var væsentligt påvirket af den omhandlede støtte.