Fastboende tredjelandsstatsborgere: EU-retten forbyder nationalt 10-års bopælskrav for adgang til social bistand ('borgerløn')

Sagen omhandler præjudicielle spørgsmål fra Tribunale di Napoli (retten i Napoli, Italien) vedrørende forenede straffesager mod to tredjelandsstatsborgere, CU og ND. De er anklaget for at afgive falske erklæringer ved ansøgning om den italienske ydelse "borgerløn" (reddito di cittadinanza) i strid med national lovgivning.

CU og ND er fastboende udlændinge i Italien, hvilket betyder, at de har opnået en status, der i henhold til direktiv 2003/109/EF sikrer dem ligebehandling med nationale borgere på centrale sociale områder, efter de har opholdt sig lovligt i landet i fem år.

Den nationale lovgivning (lovdekret nr. 4/2019) stillede et krav om, at ansøgere – herunder fastboende tredjelandsstatsborgere – skulle have haft bopæl i Italien i mindst ti år, herunder uafbrudt i de sidste to år, for at opnå "borgerløn".

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt dette udvidede bopælskrav udgjorde en indirekte forskelsbehandling i strid med artikel 11, stk. 1, litra d), i direktiv 2003/109/EF, som har til formål at sikre ligebehandling på området for social sikring og centrale ydelser. Hvis kravet var ulovligt, ville det materielle element i den strafbare handling ikke længere være opfyldt.

Tvistens kerne og de forelagte spørgsmål

De forenede sager nødvendiggjorde en fortolkning af, om EU-retten er til hinder for et nationalt bopælskrav, der er væsentligt længere end den femårige periode, der kræves for at opnå status som fastboende udlænding, og som desuden pålægger strafferetlige sanktioner for falske erklæringer vedrørende dette krav.

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at artikel 11, stk. 1, litra d), i direktiv 2003/109/EF, sammenholdt med artikel 34 i Chartret om grundlæggende rettigheder, er til hinder for en national lovgivning, der pålægger fastboende tredjelandsstatsborgere et bopælskrav på mindst ti år (heraf to år uafbrudt) for adgang til centrale ydelser som social bistand.

Domstolens begrundelse for tilsidesættelse

• Indirekte forskelsbehandling: Selvom det tiårige bopælskrav formelt gjaldt for både nationale borgere og fastboende udlændinge, udgør det en indirekte forskelsbehandling, da det i praksis i langt højere grad rammer tredjelandsstatsborgere.
• Tilsidesættelse af integrationsformålet: EU-lovgiver fastsatte i direktiv 2003/109, at fem års lovligt og uafbrudt ophold er tilstrækkeligt til at demonstrere en "tilknytning til landet" og kvalificere tredjelandsstatsborgeren til status som fastboende udlænding. Denne status skal fungere som et "virkeligt integrationsredskab".
• Ligebehandling efter fem år: En medlemsstat kan ikke ensidigt forlænge den nødvendige opholdsperiode ud over de fem år, der allerede er fastsat i direktivet for at opnå ligebehandling med nationale borgere med hensyn til sociale ydelser.