Search for a command to run...
Dato
28. april 2025
Udsteder
Domstolen
Land
Malta
Dommer
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen
Dokument
Nøgleord
Europa-Kommissionen anlagde traktatbrudssøgsmål mod Republikken Malta for at have oprettet og anvendt et institutionaliseret program for statsborgerskab gennem investering (Maltese Citizenship by Naturalisation for Exceptional Services by Direct Investment, herefter Programmet af 2020).
Kommissionen gjorde gældende, at ordningen, som systematisk tildeler statsborgerskab – og dermed automatisk unionsborgerskab – mod forudbestemte, væsentlige betalinger eller investeringer, uden at kræve en reel tilknytning til landet, undergraver unionsborgerskabets kerneindhold (artikel 20 TEUF) og tilsidesætter princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne (artikel 4, stk. 3, TEU).
Programmet af 2020 gjorde det muligt for tredjelandsstatsborgere at opnå maltesisk statsborgerskab under særlige betingelser, primært baseret på monetære bidrag og minimale opholdskrav:
| Betingelse | Minimumskrav (Programmet af 2020) |
|---|---|
| Bidrag til Maltas regering | €600.000 (36 måneders lovligt ophold) eller €750.000 (12 måneders lovligt ophold) |
| Ejendomsinvestering/leje | Køb af ejendom (€700.000+) eller leje af bolig (€16.000+ årligt i 5 år) |
| Donation | €10.000 til godkendt NGO/organisation |
| Faktisk tilstedeværelse | Kun påkrævet ved indsamling af biometriske data og aflæggelse af troskabsed |
Malta fastholdt, at fastlæggelsen af statsborgerskab udelukkende er en national suveræn kompetence (med henvisning til Erklæring nr. 2 og Edinburghafgørelsen) og at Kommissionen kun kunne gribe ind, hvis den nationale politik generelt og systematisk medførte en alvorlig tilsidesættelse af Unionens værdier. Malta anførte, at programmet var underlagt strenge kontrolmekanismer og ikke automatisk gav ret til naturalisation, men krævede en periode med lovligt ophold, hvilket sikrede en form for tilknytning.
Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at Republikken Malta har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 20 TEUF og artikel 4, stk. 3, TEU.
Domstolen afviste Maltas argument om, at medlemsstaternes kompetence på statsborgerskabsområdet kun kan efterprøves ved alvorlige, generelle eller systematiske tilsidesættelser af EU's værdier, da en sådan undtagelse ville begrænse EU-rettens forrang.
Domstolen konkluderede, at Programmet af 2020 indførte en transaktionsbaseret procedure for naturalisation til gengæld for forudbestemte betalinger eller investeringer, hvilket:
Retten lagde vægt på, at de finansielle krav (€600.000/€750.000) var de afgørende elementer, og at kravet om lovligt ophold ikke erstattede kravet om faktisk bopæl eller reel tilstedeværelse i Malta. Den fysiske tilstedeværelse var minimal (præmis 106). Ydermere blev det påpeget, at muligheden for at nedsætte opholdskravet fra 36 til 12 måneder mod et yderligere bidrag på €150.000 yderligere understregede ordningens transaktionsmæssige karakter (præmis 109).
Afgørelsen cementerer rækkevidden af EU-rettens kontrol med medlemsstaternes ellers suveræne kompetence til at tildele statsborgerskab, når denne tildeling har direkte konsekvenser for unionsborgerskabet.

Kursus afholdes**:**
11. december i Hvidovre
Lignende afgørelser

EU-Domstolen
Europa-Kommissionen anlagde sag mod Kongeriget Nederlandene for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at Nederlandene opkrævede fo...

EU-Domstolen
Sagen omhandler to anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Belgien vedrørende fortolkningen af EU-retten i relation til en flamsk...

EU-Domstolen
Europa-Kommissionen anlagde sag mod Grækenland for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at græske regler om forudgående godkendel...