Bevilling af appel i voldgiftsbestemmelsessager: Domstolen godkender prøvelse af krav om upartiskhed under Chartret

Denne kendelse vedrører SC's appel (C-881/24 P) mod en dom fra Retten (T-242/17 RENV-OP), der frifandt Eulex Kosovo i en tvist om opfyldelsen af en aftale indeholdende en voldgiftsbestemmelse (artikel 272 TEUF). Sagens natur gør, at appellen er betinget af en forudgående bevilling fra Domstolen i henhold til statutten, artikel 58a, hvilket kun sker, hvis appellen rejser et spørgsmål, der er vigtigt for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling.

SC baserede sin anmodning om bevilling på fire anbringender. De to centrale anbringender (første og andet) vedrørte en hævdet tilsidesættelse af kravet om upartiskhed, der er sikret i artikel 41, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder (Chartret).

Appellantens hovedargumenter vedrørende upartiskhed

SC gjorde gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at kræve et for højt bevisniveau – »objektive, relevante og samstemmende indicier« – for at påvise interessekonflikt eller partiskhed. SC anførte, at det korrekte kriterium, ifølge Domstolens praksis i personalesager, er »rimelig tvivl« for så vidt angår en tjenestemands manglende upartiskhed.

Appellanten hævdede, at dette spørgsmål er vigtigt for EU-rettens ensartede anvendelse, da det omhandler det generelle bevisniveau for interessekonflikter og rækkevidden af Domstolens praksis til at dække alle typer af administrative procedurer, ikke kun disciplinærsager. De øvrige anbringender vedrørte tilsidesættelse af retten til forsvar (ulæselige notater) og forudgående meddelelse om udvælgelseskomitéers sammensætning.

Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) traf afgørelse om delvist at give bevilling til appel. Kun det første og det andet anbringende blev anset for at opfylde de strenge kriterier for bevilling, mens de øvrige anbringender blev afvist.

Domstolens ræsonnement for delvis admission

• Domstolen fastslog, at appellanten har bevisbyrden for, at de rejste spørgsmål er vigtige for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling, og at generelle argumenter ikke er tilstrækkelige (præmis 14, 18).
• Admitterede anbringender (1 & 2): Domstolen fandt, at de to første anbringender, der vedrører det passende bevisniveau for interessekonflikt i lyset af Chartrets artikel 41, stk. 1, rejser vigtige spørgsmål. Domstolen bemærkede, at en afklaring af, om kriteriet om »rimelig tvivl« finder anvendelse på alle administrative procedurer, har en rækkevidde, der er større end tvister vedrørende offentlig tjeneste eller ansættelseskontrakter (præmis 24).
• Afviste anbringender (3 & 4): Appellanten opfyldte ikke kravene for bevilling af appel vedrørende retten til forsvar (tredje anbringende) og sammensætningen af udvælgelseskomitéen (fjerde anbringende). I disse tilfælde undlod SC enten at angive den retlige fejl præcist eller at fremlægge de konkrete grunde til, at fejlen rejste et vigtigt spørgsmål for EU-retten som helhed (præmis 25, 26).