Landsskatteretten stadfæster afgiftskrav for forudbestilte grænsevarer, men nedsætter kravet til 0 kr. for køb via Loyalitetsprogram-kort uden forudbestilling

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 101.819 kr. i ølafgift hos en klager for indkøb af 39.436 liter øl i Tyskland i perioden 11. marts 2015 til 19. december 2017. Indkøbene blev registreret på klagerens personlige loyalitetskort fra en tysk grænsebutik. Skattestyrelsen mente, at mængden af indkøbt øl væsentligt oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, og at klageren derfor var afgiftspligtig i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 1, stk. 1 og Øl- og vinafgiftsloven § 6 a, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen påberåbte sig desuden, at klageren havde handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 med en 10-årig forældelsesfrist jf. Skatteforvaltningsloven § 34 a, stk. 4.

Klageren bestred opkrævningen og anførte, at øllen var indkøbt til eget brug og delt med venner og familie, som deltog i indkøbsturene. Klageren forklarede, at loyalitetskortet blev brugt for at opnå rabatter, og at flere personer var med på turene, hvorfor de registrerede køb ikke udelukkende var foretaget af klageren selv. Klageren henviste også til tidligere grænsekontroller, hvor der ikke var fundet problemer.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet var et fysisk ihændehaverkort, der ikke krævede pinkode eller identifikation ved brug, og at der ikke fremgik identitetsoplysninger på kortet. Selvom kortets betingelser angav, at det var personligt og ikke måtte overdrages, fandt Landsskatteretten, at kortet ikke var indrettet på en måde, der forhindrede brug af flere personer, og at der ikke var indført kontrolforanstaltninger for at håndhæve dette.

Retten bemærkede, at der ikke forelå oplysninger, der støttede, at det var klageren, der rent faktisk havde foretaget samtlige de registrerede køb. Landsskatteretten henviste til sine tidligere afgørelser i lignende sager, herunder SKM2023.97.LSR og SKM2025.62.LSR, hvor det blev fastslået, at registreringer på et loyalitetskort i sig selv ikke havde tilstrækkelig objektiv bevisværdi til at løfte Skattestyrelsens bevisbyrde for, at kortindehaveren alene havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer. Retten skelnede fra SKM2025.177.BR, hvor yderligere dokumentation (bankkontoudtog og færgebilletter) havde skabt en formodning for kortindehaverens indkøb.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses for at være til klagerens eget brug. Der var heller ikke godtgjort, at klageren hæftede for afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 30 eller Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.