Overdragelse af kartelskadeserstatningskrav: Nationalt forbud mod kollektiv inddrivelse er uforeneligt med EU-retten, hvis effektiv retsbeskyttelse ikke kan sikres

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Dortmund vedrørende et erstatningssøgsmål anlagt af ASG 2 Ausgleichsgesellschaft (ASG 2) mod delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland. ASG 2, en udbyder af juridiske tjenesteydelser, har fået overdraget erstatningskrav fra 32 savværker, som påstår at have lidt skade som følge af et priskartel (overtrædelse af artikel 101 TEUF) ved salg af nåletræskævler.

De berørte savværker led individuelt relativt små skader, men samlet set en stor skade, hvilket gjorde det økonomisk rationelt at overdrage kravene til ASG 2 med henblik på kollektiv forfølgelse, kendt som et »kollektivt inkassosøgsmål« (Abtretungsmodell).

Det tyske nationale retsgrundlag (Rechtsdienstleistungsgesetz – RDG) blev af de lavere nationale retsinstanser fortolket således, at det er til hinder for anerkendelsen af søgsmålskompetence for en tjenesteyder i konkurrenceretlige sager, især når der er tale om et »selvstændigt erstatningssøgsmål« (stand-alone), dvs. uden en forudgående endelig, bindende kartelkonstatering fra en konkurrencemyndighed.

Den forelæggende ret ønskede vejledning i, hvorvidt en sådan restriktiv national fortolkning, der effektivt forhindrer skadelidte i at forfølge deres krav på fuld erstatning, er forenelig med EU-rettens effektivitetsprincip og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (Chartrets artikel 47).

Domstolens afgørelse om kollektiv inddrivelse og effektivitet

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at EU-retten, herunder artikel 101 TEUF, direktiv 2014/104/EU (erstatningssøgsmålsdirektivet) og Chartrets artikel 47, i princippet er til hinder for en fortolkning af national lovgivning, som udelukker overdragelse af erstatningskrav til en juridisk tjenesteyder med henblik på kollektiv inddrivelse, hvis dette forbud gør udøvelsen af retten til erstatning praktisk umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig.

Domstolens afgørelse er betinget af en kumulativ vurdering foretaget af den nationale domstol:

• National lovgivning må ikke indeholde nogen anden reel og effektiv mulighed for samling af de skadelidtes individuelle krav, som kan sikre en effektiv udøvelse af erstatningsrettighederne.
• Anlæggelsen af et individuelt erstatningssøgsmål må, henset til sagens komplekse natur og de involverede små skadesbeløb, vise sig at være umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig for de skadelidte, således at de fratages deres ret til effektiv domstolsbeskyttelse.

»Disse bestemmelser er til hinder for en fortolkning af en national lovgivning, som bevirker, at personer, der angiveligt har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, forhindres i at overdrage deres ret til erstatning til en udbyder af juridiske tjenesteydelser med henblik på, at denne gør disse krav gældende samlet i forbindelse med et erstatningssøgsmål, der ikke følger efter en endelig og bindende afgørelse ...«