Tvist om skønsmæssig erstatning for stjålne arvesmykker og ure uden dokumentation

Sagen omhandler en forsikringstagers krav om erstatning for en række stjålne smykker og ure efter et tyveri fra hendes lejlighed. Tyveriet blev begået uden tegn på indbrud, formentlig med en nøgle, som håndværkere tidligere havde haft adgang til under en renovering.

Den centrale tvist i sagen er opgørelsen af erstatningens størrelse. Mange af de stjålne genstande var arvestykker eller gaver, hvorfor klageren ikke havde kvitteringer eller anden formel dokumentation for ejerskab og værdi.

Parternes Hovedargumenter

Klagerens påstand: Klageren mener, at den samlede værdi af de stjålne genstande overstiger 200.000 kr., baseret på vurderinger hun på selskabets opfordring har indhentet fra en guldsmed og en urmager. Hun kræver erstatning op til sin polices maksimumdækning for særligt værdifulde ting på 138.043 kr. Hun argumenterer for, at billeder og detaljerede beskrivelser må være tilstrækkelig dokumentation for arvestykker.

Forsikringsselskabets påstand: Selskabet anerkender, at der er tale om et dækningsberettiget indbrud, men afviser klagerens kravs størrelse på grund af manglende dokumentation. Selskabet henviser til forsikringsbetingelserne, som giver dem ret til at fastsætte erstatningen efter et skøn, når kravet ikke kan dokumenteres.

Selskabet anfører, at de indhentede vurderinger er upålidelige, da de er baseret på klagerens egne beskrivelser og billeder efter tyveriet. For urenes vedkommende er vurderingen baseret på priser for nye, moderne ure af andre mærker, hvilket ikke afspejler dagsværdien af de stjålne vintage-ure.

Selskabet har på baggrund af et skøn udbetalt en samlet erstatning på 51.615 kr. (inklusive en efterfølgende forhøjelse under sagens behandling).

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet fastslår, at det er klageren, der har bevisbyrden for både rigtigheden og størrelsen af sit krav. Det fremgår af forsikringsbetingelsernes pkt. 3.3.5, at for at opnå erstatning skal man kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at man har ejet de stjålne ting, samt hvornår og til hvilken pris de er købt. Hvis dette ikke er muligt, kan selskabet afvise kravet eller fastsætte erstatningen efter et skøn.

Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at selskabets skønsmæssigt fastsatte erstatning er for lav. Nævnet lægger vægt på følgende punkter:

• Klageren har ikke fremlagt købs- eller betalingsoplysninger, certifikater, kvitteringer eller anden objektiv dokumentation for de omtvistede ure og smykker.
• Den vurdering, som guldsmeden har foretaget, er udarbejdet efter tyveriet og er baseret på fotografier og klagerens egne beskrivelser. Dette er ikke tilstrækkeligt til at fastslå smykkernes reelle værdi.