Tvist om forældelse af indbrudskrav efter langvarig straffesag for bedrageri

Sagen omhandler en forsikringstagers krav om erstatning for et indbrud i marts 2017. Forsikringsselskabet afviste det oprindelige krav i maj 2017 på grund af mistanke om bedrageri og anmeldte forsikringstageren til politiet. Dette førte til en langvarig straffesag, der først blev endeligt afsluttet i december 2024.

Sagsforløb og straffesag

Efter indbruddet i marts 2017 anmeldte klageren et krav på ca. 415.000 kr. Selskabet afviste kravet den 19. maj 2017 og anmeldte klageren for forsøg på bedrageri.

En straffesag blev indledt, og ved byrettens dom i marts 2023 blev klageren dømt for bedrageri. Retten fandt det dog samtidig godtgjort, at et reelt indbrud havde fundet sted, hvor en række effekter var blevet stjålet, mens andre anmeldte genstande (bl.a. designermøbler og elektronik) ikke var blevet stjålet. Landsretten stadfæstede dommen den 20. december 2024 og vurderede værdien af de stjålne effekter til ca. 355.000 kr.

Nyt erstatningskrav og parternes påstande

På baggrund af landsrettens dom fremsatte klageren den 21. januar 2025 et nyt krav mod selskabet på 60.000 kr. for de effekter, som domstolene havde fundet bevist stjålet.

Klagerens påstand: Klageren mener, at kravet ikke er forældet. Han henviser til, at forældelsesfristen var suspenderet under den langvarige straffesag, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1, indtil der forelå en endelig dom. Han argumenterer for, at retssystemets langsomme behandling ikke skal komme ham til skade.

Selskabets påstand: Selskabet afviser det nye krav med henvisning til forældelse. De anfører, at den 3-årige forældelsesfrist i Forsikringsaftaleloven § 29 løber fra skadestidspunktet i 2017. Selskabet mener, at straffesagen er et separat, strafferetligt anliggende, som ikke har opsættende virkning for det civilretlige erstatningskrav. Klageren har forholdt sig passiv siden den oprindelige afvisning i 2017 og har ikke foretaget nogen forældelsesafbrydende skridt.

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet fastslår, at den almindelige forældelsesfrist for klagerens krav er 3 år, jf. forældelseslovens § 2 og § 3. Fristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne have krævet fordringen opfyldt, hvilket i praksis er tidspunktet for anmeldelsen af skaden.

Nævnet finder, at den 3-årige forældelsesfrist begyndte at løbe den 5. april 2017, da kravet blev anmeldt til selskabet. Forældelse indtrådte derfor som udgangspunkt den 5. april 2020.

Spørgsmålet er herefter, om straffesagen mod klageren har medført en suspension af forældelsen. Nævnet henviser til og , som omhandler afbrydelse og suspension ved retslige skridt. Nævnet konkluderer, at der ikke er foretaget sådanne retslige skridt fra klagerens side mod selskabet med henblik på at fastslå kravets eksistens.