Tvist om beregning af dækningsgivende løn efter nedsat erhvervsevne som følge af COVID-19 senfølger

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og hendes pensionsselskab, Velliv, om fastsættelsen af den korrekte dækningsgivende løn til beregning af ydelser ved nedsat erhvervsevne. Tvisten opstod, efter klageren udviklede alvorlige senfølger efter en COVID-19-infektion, hvilket gradvist reducerede hendes arbejdsevne og løn, og til sidst førte til afskedigelse og et fleksjob.

Sagens baggrund og forløb

Klager blev i november 2020 smittet med COVID-19 og udviklede efterfølgende alvorlige komplikationer, herunder inflammatorisk vaskulit (betændelse i hjernens små blodkar) og blodpropper. Dette medførte kognitive deficits og en markant nedsat arbejdsevne.

Efter en lang sygemelding forsøgte klager at genoptage sit arbejde gradvist. En aftale om nedsat tid til 22,2 timer om ugen blev indgået pr. 1. maj 2022, hvilket medførte en tilsvarende reduktion i hendes pensionsgivende løn. Klagerens tidligere arbejdsgiver oplyste dog senere, at hendes reelle arbejdstid næppe oversteg 15 timer om ugen. Klager blev opsagt med fratrædelse den 30. juni 2023 på grund af sine helbredsmæssige forhold og blev efterfølgende bevilget et fleksjob på 12 timer om ugen.

Parternes hovedargumenter

Klager anførte, at hele forløbet fra sygdommens debut i 2020 skulle ses som én sammenhængende forsikringsbegivenhed. Derfor skulle beregningen af ydelser baseres på den dækningsgivende løn, hun havde før sygdommen, som var på 552.684,12 kr. Klager argumenterede for, at den reducerede løn pr. 1. maj 2022 var en direkte konsekvens af den nedsatte erhvervsevne og derfor ikke kunne danne grundlag for beregningen.

Selskabet (Velliv) gjorde gældende, at klagerens fratrædelse den 1. juli 2023 udgjorde en ny forsikringsbegivenhed. De mente derfor, at den dækningsgivende løn skulle fastsættes til det beløb, der var registreret på dette tidspunkt, nemlig den reducerede løn på 332.577 kr. Selskabet havde udbetalt ydelser i en periode, men stoppede, da klager arbejdede mere end halv tid, og genoptog først dækningen efter hendes fratrædelse, men baseret på den lavere løn.

Selskabet afviste kravet med følgende begrundelse:

Selskabet fastholder, at den dækningsgivende løn er 337.819,56 kr. årligt, og at det er denne løn, som skal benyttes til beregning af Klagers indtægtstab. Samtidig fastholder vi, at Klagers erhvervsevne ikke er nedsat med mere end halvdelen før den 1. juli 2023.

Væsentlig dokumentation

Sagen er underbygget af flere speciallægeerklæringer, som dokumenterer et varigt og betydeligt funktionstab hos klager som følge af sygdommen. En neuropsykologisk speciallægeerklæring konkluderede, at klager har kognitive vanskeligheder, og en neurologisk erklæring fastslog, at hun hverken nu eller i fremtiden vil kunne opnå arbejde på samme vilkår som før sygdommen.